Venstres seneste storhedstid byggede på Anders Fogh Rasmussen og hans evner til at kombinere liberal politik med populistiske impulser. Det blev til en platform, man nærmest kunne kalde konservativ. Under Lars Løkke stivnede projektet til en art teknokratisk reformitis. Og nu er koalitionen mellem det folkelige og det liberale slidt i stykker. Opgøret med den uforsonlige Støjberg har heller ikke gavnet. Venstres liberale politikere opfatter i værste fald populismen i egne rækker som udslag af hjemlig putinisme eller orbanisme. Med Trump og de højreautoritære regimer har populismen mistet sin uskyld. I bedste fald betragtes den som pinlig, for populismen appellerer til udviklingens tabere i bred forstand.

Venstres analyse er tilsyneladende, at det nu gælder om at komme uden om spændingen ved at insistere på partiets rødder, som man så tror er liberale.