Drøm, studenter!

DET er nu, det sker, og det er mere fortryllende end nogensinde: I strømmer ud på gaderne i jeres huer med de røde bånd, de blå, lilla, grønne og gule, orange, brune og sorte og stribede, afgangshuer i alverdens farver. I kniber hinanden i armen: Tænk engang, det er faktisk nu, skolen er endelig, endelig, endelig slut. Den berusende følelse af frihed er ægte. Livet står åbent, verden er jeres. Tillykke!

ER det med en vis overraskelse, I ser på huen i spejlet, kan vi andre tale med: Hov! Her gik vi og tænkte på Iran og Gaza og Putin og Trump og smeltende gletsjere og uddøende sommerfugle, og så kommer I hujende: Dyt to gange, og vi bunder en øl! Dyt tre gange for ungdom, håb og frihed! Vi vinker og tænker: Åh, gid I nyder det! I skal ikke bare leve med tørke, oversvømmelser, nye pandemier, demokratiets forfald, krise og krig, ligesom I aldrig kommer ind på ejerboligmarkedet, nej, det er også jer, der skal mobilisere i ånden og dø for friheden, for hele den frie verden.

JERES forældre og bedsteforældre – og statsministeren – kan sagtens tale alvorligt om det, vi skal stå sammen om at udholde: Vi har effektivt afviklet både forsvaret og naturen og svinet verden til i et orgie af overmod og fortrængning. Og nu skal I rydde op efter os. Det er ikke så mærkeligt, hvis I tænker: »Fuck jer. Vi kommer aldrig ud af studentervognen.« Er det bare jer? Eller har det altid været sådan?

FORBANDEDE ungdom, romanen af J.D. Salinger, handler om den 17-årige fyr Holden, der dropper ud af skolen og forestiller sig, at han står på kanten af en klippeafsats, mens folk omkring ham kommer løbende og springer ud. Friheden drager og skræmmer, og dette frihedens pludselige fald er tema i alle ungdomsfortællinger – fra Den unge Werthers lidelser (1774) til Den kroniske uskyld (1958) og alle de aktuelle historier om teenagere, der kæmper med vampyrer, zombier og verdens forventninger. Næsten alle verdenslitteraturens unge mennesker er i en eller anden form for mistrivsel, de mangler bare diagnosen. Og synes I, at teenageårene er svære? Så bare vent til 20erne! Ungdommen er virkelig den sande kierkegaardske fortvivlelsestilstand.

FRIHED er et privilegium med modhager, som I ved, kære studenter. I er i årevis blevet indskærpet, at I endelig skal vælge helt frit, gribe livet, som I har lyst, blot er det afgørende, at I rammer plet! I risikerer både at gå glip af noget og miste dyrebar tid, og lyder det uoverskueligt og utrygt, så er alle andre enige: De fleste af jer vil hurtigt erstatte frihed og fantasi med forventninger og forpligtelser. Om få år kan I ikke forestille jer så meget andet end det, I laver, og det, der er.

AT fantasere om en lys fremtid er ikke nemt for tiden. I sidste uges Weekendavisen kunne man læse Anna Raaby Ravns helt vidunderlige interview med den vilde forfatter Solvej Balle. Gennem et helt liv har hun gjort sig fri af mennesker og mænd og lever nu på Ærø, hvor hun »står op ved femtiden, hælder vand i kedlen og skriver indtil ni-ti-tiden om aftenen, så går jeg i seng«. Det lyder dejligt. Hun skriver på sjette del af Om udregning af rumfang, der handler om et lille samfund af mennesker, der er faldet ud af tiden. Her er fremtiden forsvundet; hver dag er den 18. november, og i slutningen af den seneste bog har hovedpersonen Tara oplevet 10.455 versioner af den samme dag.

DRØMME findes ikke længere i vores fælles samtale, siger Balle: »Nogle tror, at fremtiden er tabt eller forvitret, at vi ikke længere kan forestille os, at det, der er i vente, er godt. Det betyder, at vi må øve os i at drømme, at tænke, at vende verden på hovedet. Vi kan jo kun skabe en anderledes, mere fredelig og bæredygtig verden, hvis vi kan forestille os den.«

FOR sådan er det, kære studenter, og det er hér, I kommer ind i billedet: Ungdommen er forbandet, fordi den er fri, fri til at vælge livet forfra og fri til at forestille sig noget andet end det, vi har.

ALLE går rundt og bekymrer sig, og vi mangler akut drømmere. Engang var det amerikanerne, der på vegne af os allesammen gik og drømte om en bedre fremtid, det er derfor, man kaldte Amerika for verdens evige teenager. Men nu tror ikke engang amerikanerne på en happy ending, og det er meget uheldigt, for det overlader nemlig drømmerierne til folk, der faktisk kan forestille sig at vende verden på hovedet, folk, der vil skrue tiden tilbage, indskrænke friheden, standse fremskridtet. Så kære studenter, kære ungdom: Om nogle år kan I ikke huske, hvad der står på eksamensbeviset, eller hvor I har lagt studenterhuen, eller hvem I kyssede til festen i aften. Det, I kan huske fra disse vidunderlige sommerdage, er en diffus, berusende følelse af frihed, en fornemmelse af, at alt kan ske. Det er en dyrebar følelse! Gem lidt af den, pas på den, og dyrk den, også når den virker skræmmende, også når vi andre bliver utrygge over, hvad den får jer til at tro på og forlange. Vi har brug for det.

Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.