Dømt ude

ET forlig blev i sidste uge indgået ved retten i Aarhus, som fortjener opmærksomhed. Dels fordi omtalen af forliget udstiller, i hvor høj grad dansk presse skødesløst lader sig spænde for en vogn. Dels fordi sagen gælder retten til at have et betydeligt frisprog inden for boganmelderiet uden risiko for at blive stillet for en dommer. Kort fortalt: I oktober 2024 udsendte journalisten Peter Kramer bogen Ridser i lakken. Den handlede om, at det danske kongehus angiveligt havde betændte forbindelser til Nazityskland. »Angiveligt« er det rette forbehold at indskyde her, for det er nok at sige, at bogens påstande totalt underkendes af landets førende historikere. Seniorforsker på Rigsarkivet Steen Andersen gav, som også Klaus Rothstein omtaler i Bøger, dengang værket én stjerne, kaldte det »smudslitteratur« og tilføjede, at der var »en fatal mangel på dokumentation«. Den opfattelse delte historiker og museumsinspektør Gry Scavenius Bertelsen, som skrev, at Kramer »opfinder begivenheder, der aldrig har fundet sted«. Det gjaldt eksempelvis, at kronprinsen og dronningen i nazitiden overværede Wagner-festspillet i Bayreuth, på trods af at begivenheden – ifølge Kramer – var udsat for et »internationalt boykot«.

HISTORISK har det princip været gældende, at beskyldes man som journalist eller historiker for at »opfinde begivenheder«, gør man klogt i enten at finde dokumentation eller stikke piben ind, ja, beklage at have bragt urigtige oplysninger til torvs. Hvad gjorde Kramer? I stedet for at fremlægge kilder, som kunne overbevise landets eksperter, stævnede han Bertelsen for ærekrænkelse efter straffelovens paragraf 267. I sidste uge blev der indgået et forlig, som Kramer straks selv på sin Facebook-side udlagde, som om Bertelsen havde lagt sig »fladt ned«. Hans forlægger, den tidligere journalist Olav Skaaning Andersen, rundsendte en pressemeddelelse med det budskab, at hun havde trukket sine »beskyldninger« tilbage. Den åd mediebureauet Ritzau råt. Det samme gjorde TV 2 og DR. I Ekstra Bladet glædede chefredaktør Knud Brix sig i en leder over, at Kramer havde sejret »uden retssag«.