Døden udskudt

DEN DANSKE MODEL er aldeles ikke død. Det offentlige arbejdsmarked er ikke en del af den berømmede danske model, hvor lønninger aftales mellem arbejdsmarkedets parter.

Mange politikere og kommentatorer, indbefattet chefredaktøren for denne avis, Martin Krasnik, har haft travlt med at erklære den såkaldt danske model død, fordi statsminister Mette Frederiksen har stillet medlemmer af fire grupper af offentligt ansatte i udsigt at få 2.500 kroner mere i løn om måneden – samlet set tre milliarder kroner eller 0,75 procent af den samlede årlige lønsum for offentligt ansatte på temmelig præcis 400 milliarder kroner.

Men den danske model er spillevende. Den er udviklet på det private arbejdsmarked. Modellen betyder, at arbejdsgivere og fagforeninger forhandler løn og arbejdsvilkår, uden at politikere blander sig. I hvert fald kun, hvis overenskomstforhandlingerne er endt med en strejke eller lockout, som varer for længe. Og i så fald sker det som hovedregel ved at ophøje et mæglingsforslag til lov.

I de sidste mange år er løn og pensionsbidrag osv. aftalt med en skelen til, hvad de udlandskonkurrerende erhverv kan tåle af lønstigning, uden at det skader jobbene. Men en betydelig del af lønnen på en stor del af det private arbejdsmarked aftales lokalt, og den bestemmes delvis af den enkelte virksomheds behov for arbejdskraft og evne til at betale. En virksomhed – eller branche – der tjener godt og har brug for flere ansatte, kan tilbyde en højere løn og dermed tiltrække flere ansatte.

DET ER HELT anderledes i den offentlige sektor. Her må politikerne uundgåeligt blande sig, for det er dem, der også er arbejdsgivere, når repræsentanter for henholdsvis staten, regionerne og kommunerne forhandler overenskomst med de offentligt ansattes fagforeninger. Og i grunden er det skinforhandlinger. Reelt er lønstigningen i forvejen bestemt af, hvad der er aftalt i overenskomsterne på det private arbejdsmarked. Et reguleringssystem gør, at de ansatte i den offentlige sektor får et tillæg, hvis lønnen på det private område stiger mere end forudsat, da overenskomsterne blev indgået.

At de offentligt ansatte ikke er en del af et marked, betyder, at personalegrupper, der er mangel på, har meget svært ved at gennemtvinge en højere løn. Og de offentlige arbejdsgivere/politikerne kan kun i meget begrænset omfang give tillæg til den generelt aftalte løn, hvis der mangler eksempelvis sygeplejersker på hospitalerne, fordi alle andre grupper mener, at de så også skal have. Og ellers bliver de sure.

Det nye er, at det så tydeligt siges af statsministeren, at man agter at gøre det alligevel. Når der ikke er noget marked til at prioritere, må politikerne gøre det. Men det undergraver ikke den danske model på det private arbejdsmarked.