HAD har skabt mange problemer i verden; endnu har vi til gode at se, at det løser noget. Det mildt sarkastiske citat er hentet hos den nu afdøde amerikanske digter og borgerrettighedsforkæmper Maya Angelou, og hun ville næppe have det fjerneste imod, at man også brugte det om den form for had, der kaldes antisemitisme – hun sad trods alt i bestyrelsen for Holocaust-museet i Washington. Hendes budskab kan i så fald omskrives i mere direkte og brutal form: Jødehad er en dobbeltøkse, hvis blad rammer både offer og bøddel.

NEDBRYDER den israelske krig mod Hizbollah hele Libanon i disse dage, handler det om samme gamle indsigt. Hizbollahs nu dræbte leder Nasrallah gjorde aldrig nogen større forskel på israelere og jøder. Som han har sagt: »Hvis vi søgte på hele kloden efter et menneske, der er mere fejt, foragteligt, svagt og skrøbeligt, hvad angår psyke, sind, ideologi og religion, ville vi ikke finde nogen ligesom jøden. Bemærk, jeg sagde ikke israeleren.« At de i Libanon aldrig selv fik stynet den mand, betaler de nu prisen for. I Israel- og jødehadets navn lod de en fanatisk, totalitær og militant iransk-sponsoreret bevægelse trække hele den førhen så frigjorte nation ned i dyndet.