Essay. Vi er vældig stolte af menneskets moralske sans. Men er der tale om højt udviklet etisk stillingtagen eller en gasboblende sump af fordomme og fornemmelser?
Det (u)moralske dyr
Forleden hørte jeg tilfældigt en podcast om penge. Her skulle livsstilsekspert Anne Glad spå om, hvordan vi kommer til at spendere vores penge i fremtiden, og det var hendes bud på et særligt vækstområde, der fangede min opmærksomhed. »Kæledyr,« sagde hun. »Kæledyr kommer til at spille en vigtig rolle i vores liv. I over halvdelen af alle danske husstande bor der kun én voksen lige nu, så behovet for følgeskab på andre måder er ikke blevet mindre.«
Anne Glad får uden tvivl ret. I Europa estimerer man, at antallet af husholdninger med kæledyr allerede er steget med 25 procent over de seneste ti år. Og vendingen »pelsbørn« er ikke kun for sjov. James Serpell, der er professor emeritus i etik og dyrevelfærd ved University of Pennsylvania, har sagt det meget godt i The New York Times: »Vi ser ikke længere bare kæledyr som medlemmer af familien, men som ækvivalente til børn.«
Del: