Grøn energi. Klimarådet vil af med Danmarks voldsomt store import af træ til elproduktion og opvarmning, men anviser ikke noget troværdigt alternativ.
Det rådvilde klimaråd
Klimaloven bestemmer, at et særligt organ, Klimarådet, hvert år skal gøre status over, hvordan det går med at nå målet om, at der skal være sket en reduktion i udledningen af drivhusgasser fra dansk område på 70 procent i forhold til 1990. Det svarer til en reduktion på yderligere cirka 20 millioner tons CO₂-ækvivalenter. Loven skyldes et håb fra forslagsstillerne om, at Klimarådet kan holde politikerne fast på, hvad de har lovet vælgerne. Hele bestræbelsen er et skridt på vejen mod, at der i 2050 kun må udledes CO₂ fra dansk område, hvis det kan opfanges og deponeres i undergrunden eller opsuges i biomasse som for eksempel træ.
Sidste år manglede regeringen at vise, hvordan to tredjedele af reduktionerne skal ske. I år mener Klimarådet, at der er sket »en betydelig fremdrift«, og at der nu kun mangler planer for halvdelen af reduktionerne. Men det fremgår også, at det bliver svært at nå 70 procents reduktion allerede i 2030, hvis ikke der opstilles langt flere vindmøller på land, hvor det kan gøres hurtigere end på havet.
Del: