Jeg er født i 1945, seks uger efter befrielsen, og jeg voksede op i et mangelsamfund. Alt mit tøj var syet og strikket af min mor og min mormor af gammelt tøj, som var trevlet eller sprættet op og vendt og derefter syet om. Og jeg tænker i dag med dårlig samvittighed tilbage på de timer, jeg tilbragte stående på en stol, hvor jeg skulle prøve det halvfærdige tøj, der stak og kradsede af de mange knappenåle, der holdt tøjet sammen; jeg var vist ikke altid lige tålmodig og taknemlig. Jeg fik mine første, færdigsyede bukser omkring 1955. Brune plusfour i jernbanefløjl. Det var fint og meget behageligt.

Jeg husker også, at jeg skulle passe min lillesøster, når min mor skulle på rådhuset for at hente de rationeringsmærker, der sikrede os madvarer og brændsel. Jeg kunne fra vore vinduer følge hende, da køen begyndte langt uden for rådhuset. I 1950 fik vi lov at købe en ny Morris Minor. Man skulle nemlig have tilladelse fra staten for at købe biler; og det var ikke så let. I 1957 skete der virkelig noget. Ordningen med indkøbstilladelser til biler hørte op, og jeg fik min første cykel, en brugt, men nymalet grøn cykel uden gear. Samfundet begyndte langsomt at frigøre sig fra de materielle følger af Anden Verdenskrig. Var vi fattige? Det føltes ikke sådan. Den jævne mad, manglen på varer, de kolde værelser i de kakkelovnsfyrede, forfaldne huse, isblomster på vinduerne, de hullede veje og de slidte kontorer var fælles for alle. Det var livsvilkår, vi ikke tænkte over. Men målt med dagens alen var vi umådeligt fattige.