Vi befinder os i et norsk boligkvarter med ensformige bygninger og kvadratiske græsplæner. Foran husnummer ét står to tilknappede kvinder med mapper og vipper med fødderne. Døren åbner, de smiler instrueret, som var de udsendt for at missionere.

Og så et skarpt klip til en ny scene: De to norske kvinder småløber med en grædende baby i favnen. Rutineret, som var de nu agenter, manøvrerer de sig ind i en parkeret Toyota, mens babyens mor i lysegul sari stormer efter dem og hamrer på bilruden: »meri Suchi!« – »min Suchi!«