Det knap så gode selskab

Ruslands præsident Vladimir Putin er persona non grata mange steder i verden, men 15.-16. november kan han regne med VIP-behandling på den indonesiske ferieø Bali, hvor han er inviteret til et møde i sammenslutningen G20, som tæller klodens 20 vigtigste økonomier.

Det vil sige, at Putin, hvis alt går efter planen, vil være til stede på lige fod med amerikanske Joe Biden, kinesiske Xi Jinping og andre medlemmer af international politiks superliga. Vært er Indonesien, som har det roterende formandskab for G20 i år.

Topmødet i G20, der tæller de 19 førende industrilande og vækstøkonomier samt Den Europæiske Union og står for cirka 80 procent af det globale bruttonationalprodukt, kommer på et kritisk tidspunkt i verdenshistorien.

På den ene side er stormagterne mere splittede end nogensinde siden Den Kolde Krigs ophør, mens spørgsmål som energipriser, fødevaremangel og global opvarmning på den anden side kræver akut fælles handling.

Derfor er det vigtigt for Indonesien, at Putin er med på Bali, fortæller Yulius Purwadi Hermawan, en ekspert i G20-spørgsmål ved Parahyangan Katolske Universitet i den indonesiske by Bandung og tidligere rådgiver for den indonesiske regering.

»Der har været pres fra USA, EU, Canada og Australien for ikke at invitere Putin til Bali og for helt at udelukke Rusland fra G20. Men vi mener, det er afgørende at have Rusland med i klubben for at løse de globale udfordringer. Vi ønsker et G20, ikke et G19,« siger han til Weekendavisen.

Russisk deltagelse ved topmødet skal også ses i lyset af Indonesiens ønske om at agere som en mægler i striden i Ukraine. Det er afspejlet i, at den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, ligeledes har fået en indbydelse til at komme til Bali.

»Zelenskyj har sagt, at han muligvis ikke vil være i stand til at deltage personligt, fordi krigen kræver, at han bliver hjemme. I stedet vil han måske tale til forsamlingen via videolink,« siger Hermawan.

Det USA-ledede Vesten ser en vis absurd ironi i, at Rusland bliver inviteret med til at diskutere løsningen på problemer, som det selv har det primære ansvar for at skabe, herunder især stigende energipriser i kølvandet på invasionen af Ukraine.

Men ingen vil boykotte Bali, da de anser det for mere hensigtsmæssigt at møde op og gøre det klart over for russerne, at de først og fremmest kan være til hjælp ved at trække sig ud af Ukraine, fortæller John Kirton, der står i spidsen for et forskningsprojekt om G20 ved University of Toronto.

»Lederne af de vigtigste demokratier i G20 vil vise deres utilfredshed ved ikke at have nogen gruppefotografier eller bilaterale møder med Putin og ved at gennemføre bilaterale møder med de demokratiske ledere fra Indien, Brasilien og Sydafrika og udsende erklæringer sammen med dem, som i skiftende grad udtrykker kritik af Rusland,« siger han.

Spørgsmålet er bare, om de store udviklingslande overhovedet er interesserede i at deltage i en vestligt ledet kampagne mod Putin. Indtil videre er for eksempel kun halvdelen af G20 – den rige halvdel – gået med til sanktioner mod Rusland som straf for invasionen af Ukraine.

Dømt til fiasko

Ifølge Mireille Marcia Karman, politolog ved Parahyangan Katolske Universitet i Bandung, vil ethvert forsøg fra vestlig side på at bruge G20 til at lægge pres på Rusland i spørgsmålet om Ukraine næsten med sikkerhed ende i fiasko:

»De forsøgte sig med samme strategi ved G20-topmødet i 2014 efter annekteringen af Krim, og det mislykkedes også dengang. Det er forbavsende, at Vesten vælger præcis samme strategi i dag og håber, at det vil give et andet resultat,« siger hun.

Der er lagt op til et opgør på Bali om, hvad G20 – som blev etableret i 1999 – egentlig er og bør være. I mere bred forstand er det et opgør om den eksisterende verdensorden, som den er repræsenteret ikke alene af G20, men også af G7, en mindre klub af rige og magtfulde industrilande.

»Beslutningen om at bruge handel, internationale institutioner og diplomati som våben i Ukrainekrisen kunne give grobund til den overbevisning, at øget international interdependens og gennemsigtighed ikke alene har til formål at fremme fred, men også at give Vesten redskaberne til at udøve tvang og kontrol over andre,« siger Karman.

Hun mener, at sammenhængskraften i G20 uundgåeligt kommer under pres, hvis Vesten ikke fraviger sin aktuelle taktik. Lignende toner lyder fra Pradumna Bickram Rana, ekspert i international politik ved Nanyang Technological University i Singapore, der advarer om en opsplitning af G20 i rige og fattige.

»En sådan afkobling og fragmentering ville være dårligt nyt for global økonomisk ledelse og må undgås for enhver pris. Ellers vil G20 opleve at se sine opsynsfunktioner svækket i betydelig grad,« siger han.

»Nogle af de succeser, som G20 kunne bryste sig af tidligere i sin historie, handlede netop om at håndtere den globale finanskrise i 2008 og 2009, på et tidspunkt hvor geopolitiske faktorer var mindre vigtige.«

John Kirton fra University of Toronto ser med større sindsro på en eventuel opsplitning i G20, for det vil efter hans mening placere organisationens få autoritære medlemmer – Kina, Rusland og Saudi-Arabien – i opposition til de langt flere og mere magtfulde demokratiske medlemmer.

Han er heller ikke bange for, at Rusland og Kina vil benytte sig af deres fælles tilstedeværelse på Bali til at lægge grunden til en ny, alternativ verdensorden. Det er de alt for svage til.

Han peger på økonomien: Kineserne oplever lavere vækst, mens russerne ligefrem kan forvente, at bnp skrumper med mere end tre procent i år. De vestlige militærbudgetter er også langt større end de russiske og kinesiske tilsammen.

»Og når det gælder soft power, kan vi bare se på den omstændighed, at der er langt flere mennesker fra den demokratiske verden, som flytter væk fra Rusland og Hongkong, end som flytter dertil,« siger han.

»Derudover kontrollerer medlemmerne af G7 stadig verdens finanssystem, som altid har været i centrum for, hvad G20 foretager sig, selv i dag med spørgsmål som sanktioner, gældseftergivelse og finansiering af klimatiltag. Rusland og Kina har alene magten til at spolere konsensus, ikke lede den.«

Siden finanskrisen har Vesten været formet af, at det været nemt at få adgang til penge. Men den æra er nu slut. Christian Bennike siger farvel til de billige penge.