DA JEG SÅ Lars Erslev Andersen til en livlig julefrokost lige før jul, skulle man vide, han var syg, for at kunne se det. Han var sit sædvanlige vidende, engagerede og på alle måder gode selskab. Man troede og håbede, at hans behandling kunne give ham et par år mere, men efter at han måtte rejse hjem fra sit sædvanlige grækenlandsophold i julen, gik det hurtigt ned ad bakke, og han døde kyndelmisse, mandag den 2. februar.

Vi var jævnaldrende, og jeg lærte ham i sin tid at kende i 80ernes akademiske kredse. Han kom fra det frugtbare miljø på Idehistorie ved Aarhus Universitet og var dengang optaget af den filosofiske dekonstruktion, som det kom til udtryk i hans første bog, Allegori og mimesis, om Platon og Walter Benjamin fra 1989.