Leder. Afskaffelsen af store bededag er en nødvendig påmindelse: Vi kan ikke arbejde mindre og få mere.
Den kloge lille høne
KAMPEN for bevarelsen af store bededag minder om det gamle eventyr Den kloge lille høne. Man husker, at den første Anders And-historie er baseret på denne gamle russiske fabel, hvor hønen beder alle de andre dyr om hjælp. Hjælpe med at så korn? Nej, det kan de ikke. Med at høste? Nej! Med at tilberede maden? Heller ikke. Men hvem vil så hjælpe med at spise? Ja, det vil de selvfølgelig gerne allesammen. Og hønemor serverer levertran for de dovne dyr.
OM den sønderlemmende kritik af regeringen kan man konstatere, at, ja, regeringen har håndteret sagen med mesterlig amatørisme. Lanceringen var uigennemtænkt, og regeringen virker helt uforberedt på den voldsomme modstand. Socialister og borgerlige, arbejdere og funktionærer, verdslige og gejstlige, kommuner og konfirmander, alle er imod: Afskaffelsen af denne fridag er en krigserklæring mod arbejdskampen, velerhvervede rettigheder, den danske model, kultur, historie, kirken, friheden, familien og enhver anstændig parlamentarisk praksis.
Del: