Miljøskadeligt. Det vil koste milliarder og i bedste fald være uden effekt på klimaet, hvis Danmark begrænser olieudvinding, konkluderer ny rapport.
Den gode olie
Det vil koste statskassen 16 milliarder kroner, mens det i bedste fald ingen effekt vil have på den globale udledning af CO₂ og i værste fald føre til større udledning, hvis regeringen som krævet af venstrefløjen og de Radikale aflyser nye udbud af olie- og gaskoncessioner i Nordsøen. Det er konklusionen i en ny analyse, som konsulenthuset Copenhagen Economics har udarbejdet for brancheorganisationen Olie Gas Danmark.
Fire selskaber har meldt interesse for det, der hedder 8. udbudsrunde. Her søger man om tilladelser til at udvinde olie og gas fra danske felter frem til 2055. Før jul meddelte klimaminister Dan Jørgensen, at han ville have flere analyser, før han endelig beslutter, om man skal fortsætte udbudsrunden. Det skete, efter at både Enhedslisten, SF, Alternativet og Radikale havde krævet runden helt aflyst af hensyn til klimapolitikken.
Del: