Demokraturer

I midten af 90erne, da Recep Tayyip Erdogan var borgmester i Istanbul, skal han have udtalt de skelsættende ord: »Demokratiet er ligesom en sporvogn: Man kører med den, indtil man når sin destination. Så står man af.« Uanset om han faktisk har sagt det eller ej, må det konstateres, at Erdogan for længst er steget af. Dét præsidentvalg i Tyrkiet, som nu har sikret ham magten i fem år mere, var helt sikkert ikke fair. Istanbuls nuværende borgmester, Ekrem Imamoglu, som faktisk ville have haft en chance mod Erdogan, fik en retssag på halsen, der satte ham ud af spillet. Den tørre og kedelige Kemal Kilicdaroglu, som oppositionen valgte som sin fælles kandidat i stedet, fik 32 minutter på tv mod Erdogans 32 timer. Ja, Erdogan holdt sig endda ikke for god til at udsende en falsk kampagnevideo for Kilicdaroglu, hvor Murat Karayilan, en af lederne i den militante kurdiske organisation PKK, der både i EU og Tyrkiet regnes for en terroristorganisation, optræder i en tilsyneladende støttetilkendegivelse. Da Erdogan i et tv-interview blev foreholdt forfalskningen, fastholdt han med autokratens arrogance, at hvad enten videoen var manipuleret eller ej, så var budskabet sandt.

ET frit valg var der næppe heller tale om. Og når det er vigtigt at understrege, så er det, fordi vestlige forskere og analytikere efter valget nærmest er faldet over hinanden for at forsikre, at nok var valget unfair, men stemmerne blev der i hvert fald ikke fusket med. Nogle vestlige kommentatorer er endda gået så langt som til at skose Vesten for overhovedet at tro, at tyrkerne ville af med Erdogan. »Erdogans uventede succes ved valget er en påmindelse om, at håb ikke kan gøre det ud for analyse,« hed det spydigt i Foreign Policy, mens Michael Doran fra Hudson Institute på Twitter ligefrem mente at vide, at »den tyrkiske valgproces er mere pålidelig, sikker og legitim end den amerikanske. Valgdeltagelsen er 40 eller 50 procent højere. Diskrepansen bør give amerikanerne stof til eftertanke«. Hvilket naturligvis er noget vitterligt vrøvl. For sagen er, at vi ikke aner, hvem der har stemt hvad, hverken i eller uden for Tyrkiet. Som forskeren Michael Rubin fra The American Enterprise Institute har gjort opmærksom på, er der talrige måder, som man kan snyde på, når man har kontrol med hele magtapparatet. Der var oprettet 100 valgsteder i udlandet, herunder i Danmark, hvor de, der kontrollerer og indberetter stemmerne, er i Erdogans tjeneste. Desuden er der flere millioner flygtninge fra Syrien i Tyrkiet, og det er uklart, hvor mange af dem der selv har registreret sig eller er blevet registreret som vælgere. Men i hvert fald kan man ifølge Rubin konstatere, at den tyrkiske vælgerbefolkning ved dette valg var opgjort til 64 millioner, hvilket er tre millioner flere, end der burde være, hvis man sammenligner med vælgerbefolkningen ved sidste valg og lægger førstegangsvælgere oveni. Og Rubin er ikke ene om sin skepsis: Også Birol Aydemir, tidligere chef for det tyrkiske statistiske institut og nuværende politisk rådgiver for et oppositionsparti, har undret sig såre over de imponerende stemmetal, som AKP og dets støtteparti MHP fik ved det samtidige parlamentsvalg i regioner, hvor der var langt imellem observatørerne. Men pointen er nu ikke, at Erdogan nok har snydt: Det kan vi ikke vide med sikkerhed. Nej, pointen er, at vi heller ikke kan vide med sikkerhed, at han ikke har snydt, eftersom der i et autokrati ikke er ordentlig kontrol med, hvad magthaverne foretager sig. I et sådant system er befolkningen at ligne med fangerne i Platons hulelignelse, der sidder lænket med ryggen mod indgangen og er henvist til at gætte sig til, hvad der foregår i virkeligheden, ved at studere de skygger, der kastes op på væggen, når nogen går forbi bag dem.