Japansk politi sagde tirsdag, at det har anholdt fire udenlandske elektrikere – to amerikanere og to briter – med kokain i blodet. De fire er i Tokyo for at udføre arbejde i forbindelse med de forestående Olympiske Lege, og de kom i fedtefadet ved afslutningen på, hvad der ser ud til at have været en våd aften i hovedstadens forlystelsesdistrikt Roppongi.

Nyheden kommer midt i massiv nervøsitet i befolkningen for, hvad Legene vil betyde for udbredelsen af coronavirussen, ikke mindst med den smittefarlige deltavariant som en voksende trussel. Samtidig kommer den i kølvandet på klager om, at udlændinge tilknyttet OL har trodset coronaregler og for eksempel været på værtshusbesøg uden maske.