Der kommer for få arbejdspladser og økonomiske gevinster ud af de mange penge, som universiteterne modtager. Selvom de offentlige bevillinger til forskningen på de højere læreanstalter er øget betragteligt, og der er blevet flere videnskabelige medarbejdere, giver det sig ikke udslag i flere lyse ideer, som kan udnyttes kommercielt. Faktisk er tendensen, at forskerne tegner sig for et faldende antal opfindelser, der kan gøres forretninger ud af.

I løbet af ti år er de samlede offentlige forskningsudgifter, justeret for inflation, steget fra omkring 25 til 35 milliarder kroner om året. Men i samme periode har antallet af opfindelser på universiteterne været faldende; fra førhen 464 om året til 394 i 2024. Det svarer til, at udgiften pr. opfindelse er øget fra cirka 54 til 89 millioner kroner. En stigning på 65 procent.