Evighedsstempel. For 60 år siden var Livø i Limfjorden afvigernes ø. Reportage fra en tidligere »åndssvageanstalt« for mænd.
De åndssvages ø
De 600 tønder land på Livø er hyllet ind i tågebankens tilsløringer. Fra østsiden spejder vi forgæves efter fastlandet, da himlen og havoverfladen mødes i kimingen. Vi prøver at forestille os mændenes liv på den tidligere åndssvageanstalt. Længselsfulde dagdrømme om kæresteri, familie og frihed. Fangerne på Livø var ikke i samme kategori som indsatte i andre fængsler. De blev erklærede »åndssvage« med et ophold på ubestemt tid til følge. For nogens vedkommende resten af livet. Var man først indskrevet på øen, var det ikke sådan at komme herfra igen.
Af flugtforsøg prøvede nogle lykken med en svømmetur, andre på gåben over isen. Fur var nærmest, omkring fem kilometer væk. Ellers gik flugtruten over Rønbjerg eller Mors. I smug byggede de tømmerflåder af tomme olietønder eller træer fra birkeskoven og slæbte dem i en lodret linje til halen af øen. Lige her, hvor øen svinder ud i Limfjorden. Fra dette sted skubbede de tømmerflåderne i havet.
Del: