Da jeg en dag drak kaffe med en ung kvinde med høretab, fortalte hun om to mænd ved Søerne i København. De havde siddet i solskinnet på en bænk, klædt i dametøj, og så ud til at have det forrygende. Den ene slog velfornøjet ud med hånden.

Engang var mænd i kvindetøj skamfuldt, sagde hun. At se de to mænd hvile i sig selv gav hende håb for fremtiden – hvornår kom turen til blinde, døve, haltende, mentalt udkørte? Hvornår ville de træde lige så naturligt og selvsikkert frem?