Dagen ifølge Søren K. Villemoes

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Godformiddag, kære læser

Det er snart en uge siden, at vi gik til valgurnerne for at stemme til regions- og kommunalvalget. Og hvilket valg! Ud over de helt store historier, der især har drejet sig om den socialdemokratiske nedsmeltning, og hvad det siger om det kommende folketingsvalg i 2026, er vi blevet velsignet med en ren kavalkade af små, men ikke mindre opsigtsvækkende historier ude fra det kommunale Danmark. Lad os tage et hurtigt lille tilbageblik på valgets bedste dramaer.

1. Kommunalvalgsdramaer

De fleste har nok hørt om den afgående socialdemokratiske borgmester i Gladsaxe, Trine Græse, der følte sig kuppet, fordi konstitueringen ikke faldt ud til hendes fordel. På kommunens officielle Facebook-side, blev en video lagt op, hvor hun tilsviner sin efterfølger på posten, SFs Serdal Benli, som hun beskylder for ikke at kunne holde en aftale.

I Helsingør nåede Lars Løkke Rasmussens søn Bergur Rasmussen at blive kongemager og fravriste den konservative borgmester Benedikte Kiær borgmesterposten til fordel for socialdemokraten Thomas Horn. Men så fandt man 100 konservative stemmer i en bunke med socialdemokratiske stemmer, og så måtte kommunens cirka 36.000 stemmer tælles om. Nu er Benedikte Kiær tilbage på tronen.

I Middelfart var socialdemokraterne i chok, efter at viceborgmester Ulla Sørensen pludselig meldte sig ud af partiet og skiftede til Venstre. Nu har deres spidskandidat Anders Møllegård brudt over 100 års socialdemokratisk dominans i kommunen og sat sig i borgmesterstolen.

Man troede ikke, det kunne blive vildere, men det kunne det. I weekenden var det Aalborg, der lagde scene til kommunalvalgsdramaet.

For en kort stund så det ud, som om De Radikales Jes Lunde havde fået overtalt den konservative Vibeke Gamst til at pege på ham frem for den socialdemokratiske borgmester Lasse Frimand. Gamsts stemme ville have tippet balancen i byrådet til radikal fordel. Men i går skiftede Vibeke Gamst mening igen og valgte at pege på den siddende borgmester Frimand, der nu kan fortsætte som borgmester. Jes Lunde nåede således at få nogle få timer, hvor alle troede, at han var blevet borgmester i landets fjerdestørste by. En lille socialdemokratisk æresoprejsning i et for partiet ganske forfærdeligt kommunalvalg.

2. Rekviem for en borgmesterdrøm

Apropos socialdemokratiske lokalpolitikere valgte partiets kandidat til overborgmesterposten i København, Pernille Rosenkrantz-Theil, lørdag at takke af og indstille sin politiske karriere. Således blev et elendigt valg i København, der kostede partiet overborgmesterposten efter 122 år, det sidste punktum i hendes politiske liv, der startede i 2001 som folketingsmedlem for Enhedslisten. Det var for 20 år siden, ved folketingsvalget i 2005, at hun for alvor brændte igennem landspolitisk.

Det er egentlig mærkeligt, at den socialdemokratiske partitop troede, at københavnerne ville være vilde med Pernille Rosenkrantz-Theil. Kigger man på hendes personlige stemmetal, så var hendes stjerne nedadgående blandt vælgerne i København. I 2019 stillede hun for første gang op til Folketinget i Københavns Storkreds og fik et flot valg med 12.998 personlige stemmer. Men ved valget i 2022 var hendes personlige stemmetal raslet ned og mere end halveret. Her kom hun ud med blot 5.361 stemmer. I mellemtiden havde vælgerne for første gang oplevet Pernille Rosenkrantz-Theil som en del af den udøvende magt, nærmere bestemt i posten som børne- og undervisningsminister. De var tydeligvis ikke begejstrede for, hvad de så. 

Ved valget i sidste uge fik hun et personligt stemmetal på 11.808, hvilket ikke er imponerende for en socialdemokratisk spidskandidat til overborgmesterposten. Det svarer til Sophie Hæstorp Andersens stemmetal i 2021. Til sammenligning kunne daværende overborgmester Frank Jensen i 2017 høste 30.637 stemmer. (Alle blegner dog i forhold til Ritt Bjerregaards 60.338 personlige stemmer i 2005).

»Jeg har truffet en beslutning om at stoppe i dansk politik. Jeg fik personligt ikke et særligt godt valg i København,« sagde hun til DR i lørdags.

Det er dog uklart, om hun kan give sit mandat videre. Normalt kræver det, at man flytter ud af kommunen, er blevet syg, har fået et andet offentligt hverv eller nogle helt særlige familieforhold. Nu skal de andre i Borgerrepræsentationen godkende hendes exit.

3. Britiske kommunalvalgsanalyser

I Storbritannien har det danske kommunalvalg fået usædvanlig meget dækning. Normalt rydder dansk lokalpolitik ikke ligefrem sendefladen i Storbritannien. Men fordi deres nuværende Labour-regering for nylig lancerede en række udlændingepolitiske stramninger efter dansk forbillede, er dansk politik pludselig blevet en slags krystalkugle, som de er begyndt at bruge til at lave forudsigelser om britisk politik.

I The Guardian har den hollandske populismeforsker Cas Mudde givet sin udlægning af det danske valgresultat, som der næppe er mange herhjemme, der kan se logikken i. Stik imod den herskende konsensus blandt danske politiske analytikere hævder han, at den såkaldt danske model (deres betegnelse for et socialdemokrati, der går til højre på udlændingepolitikken) aldrig har virket. Det vil sige, at den aldrig har kunnet hindre socialdemokratisk tilbagegang. At partiet gik frem ved folketingsvalget i 2022 og fik sit bedste valg i 20 år, nævnes ikke af Mudde.

Samtidig påstår Cas Mudde, at de danske socialdemokrater nok kun mener deres stramme udlændingepolitik halvhjertet. Hvordan han kender til partitoppens indre tankeliv, forklares ikke, men påstanden vil nok overraske de fleste, der kender politikere som Mette Frederiksen, Rasmus Stoklund, Frederik Vad, Mattias Tesfaye eller Kaare Dybvad. At de åbenbart ikke skulle mene deres egen politik, vil nok også komme bag på dem selv.

Ifølge Cas Mudde viser kommunalvalget ligefrem, at vælgerne straffer den socialdemokratiske højredrejning på udlændingepolitikken. Det er en noget eksotisk konklusion, når nu udlændingepolitik intet har fyldt i kommunalvalget, og valget alt i alt var en borgerlig sejr. Det er svært ikke at få mistanken, at det vigtigste for folk som Mudde måske slet ikke er at give en neutral, retvisende analyse af dansk politik, men derimod at fremstille stram udlændingepolitik som lige så nyttesløst som amoralsk, uanset hvad empirien ellers siger. Ja måske hans virkelige ærinde ligefrem er at stoppe Labour i at slå ind på en politisk kurs, han ikke selv er enig i.

At Muddes analyser er politisk motiverede, er næppe en kontroversiel hypotese. Han er vært på en podcast, der hedder Radikaal, hvor han og hans gæster helt eksplicit promoverer venstreradikal politik.

Tak for at læse med!

Med venlig hilsen
Søren K. Villemoes