Dagen ifølge Søren K. Villemoes

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Godformiddag, kære læser

Og velkommen tilbage fra påsken – min personlige yndlingshøjtid. Jeg håber, at Deres påske har budt på adskillige frokoster med venner og familie, hvor der er blevet serveret smørrebrød, kolde øl og gerne en smule snaps af høj kvalitet: påskens tre sakramenter. Hvis man er katolik, så bød denne højtid på en trist begivenhed. Pave Frans døde i går, mandag anden påskedag, i en alder af 88 år.

Han blev født i Argentina i 1936 og havde det meste af sit liv det borgerlige navn Jorge Mario Bergoglio. Da han blev pave i 2013, tog han navnet Frans efter helgenen Frans af Assisi, der grundlagde franciskanerordenen i 1209. Han blev den første pave siden det 8. århundrede, der voksede op uden for Europa. Hans tiltræden var usædvanlig, da hans forgænger, pave Benedict, højst overraskende havde valgt at træde tilbage. Det var ikke sket siden 1415. Normalt bliver paver siddende til deres død.

1. Hvid røg?

Lige nu befinder den katolske kirke sig i en tilstand kaldet sede vacante (ledigt sæde). Det igangsætter en relativt lyssky proces i Vatikanet, der har været fast praksis siden 1274. Kirkens kardinaler indkaldes fra alle verdenshjørner. Når de er ankommet, samles de i en tilbygning til Peterskirken, der hedder Domus Sanctae Marthae. Det lyder gammelt, men bygningen er faktisk kun fra 1990erne.

Samlingen af kardinaler kaldes en konklave. De har mandat til at udpege den næste pave. I princippet kan de vælge enhver ugift katolik, men siden 600-tallet er valget udelukkende faldet på en kardinal. Omverdenen har intet indblik i, hvad der tales om under disse forhandlinger. Vores eneste praj om tingenes gang er farven på den røg, der kommer op af skorstenen. Sort røg betyder, at kardinalerne ikke har fundet afløseren og skal stemme igen. Hvid røg betyder, at en ny pave er fundet. Politiken har bragt en udmærket artikel, der forklarer, hvordan det foregår. I den brede befolkning er processen nok bedst kendt fra filmen Conclave fra sidste år.

2. Faldende tillid

Nu skal vi ikke glemme Donald Trump. Han er der stadig. Og hans administration spiller en lille birolle i pavens død. Blot få timer før pave Frans sagde farvel til sit jordiske liv, havde han haft besøg af vicepræsident J.D. Vance, der konverterede til katolicismen i 2019.

Mere væsentligt er dog Trump-administrationens økonomiske politik, der fortsat kan mærkes på de amerikanske aktiemarkeder. I går faldt de to førende indekser, DOW og S&P 500, med henholdsvis 2,48 og 2,36 procent. I løbet af den seneste måned er de faldet med over ti procent. Det lille opsving, der fulgte efter Trumps suspendering af sin toldpolitik, er ved at være forduftet.

Det mest bekymrende ved udviklingen er, at der ikke ser ud til at være nogen særlige begivenheder, der driver den nedadgående kurve. Der er ikke sket noget bemærkelsesværdigt hen over påsken – ud over hvad man kan forvente af udskejelser i Trumps administration. Det ser snarere ud til at være en generel voksende mistillid til den amerikanske økonomi, der sætter sine spor. Dette kan også ses i dollarens valutakurs, der fortsætter med at falde. Folk er mindre interesserede i at investere i det, der i årtier har været kendt som hele verdens reservevaluta. Det betyder også, at renterne på de amerikanske statsobligationer fortsat stiger, og at den gigantiske amerikanske statsgæld derfor bliver dyrere og dyrere.

Fortsætter tendensen, vil USA snart betale fem procent af deres BNP i renter til disse lån. Til sammenligning koster USAs militær blot 3,4 procent af BNP. Det kan i værste fald ende i en gældsspiral, hvor landet kun er i stand til at betale sine enorme renteudgifter ved at printe en masse penge. Dette vil medføre en amokløben inflation og få uoverskuelige konsekvenser for verdensøkonomien.

Alligevel ser Trump ud til at gøre sit bedste for fortsat at underminere markedets tillid til den amerikanske økonomi. I går kaldte han den amerikanske nationalbankdirektør, Jerome Powell, en »kæmpe taber«. Præsidenten vil gerne have renten ned, men da det blot vil øge inflationen, holder Powell den på sit nuværende, relativt høje niveau. Skulle Trump få held med at politisere pengepolitikken og diktere renten, har det potentiale til at gøre meget alvorlig skade på tilliden til amerikansk økonomi. I så fald har vi kun set begyndelsen på krisen.

3. Nedsmeltningen i Pentagon

Hvor den økonomiske politik forekommer komplet kaotisk, har selve persongalleriet i Trumps anden embedsperiode været bemærkelsesværdigt stabilt. Sidste gang, Trump var præsident, blev ministre og rådgivere udskiftet i et hæsblæsende tempo. Men her to måneder inde i hans anden periode, har der endnu ikke været nogen store udskiftninger.

Noget tyder dog på, at vi snart kan se den første af slagsen. Amerikanske medier har henover påsken kunnet berette, hvordan alt sejler under forsvarsminister og tidligere Fox News-vært Pete Hegseths ledelse. En tidligere talsmand beskriver situationen som »en total nedsmeltning i Pentagon«. Han er desuden blevet afsløret i endnu en Signal-gate. Det viser sig, at han også har delt nært forestående angrebsplaner på Yemen med sin kone, bror og advokat.

I går bragte NPR så historien om, at man i Det Hvide Hus er begyndt at lede efter Hegseths afløser. Det afvises dog af Det Hvide Hus.

Med venlig hilsen
Søren K. Villemoes