Dagen ifølge Søren K. Villemoes

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

God eftermiddag, kære læser

Nyt år, nye hovedpiner.

2025 indledes med et af de helt store og for Rigsfællesskabet eksistentielle spørgsmål: Bliver dette året, hvor vi vinker farvel til Grønland?

Grønlandsk selvstændighed har været et politisk emne i årtier, men det har altid haft en abstrakt karakter. Det var noget, man talte om, som nok ville ske en eller anden dag, men ikke lige nu og næppe heller i morgen. 

Hvor det for grønlændere længe har været et dybfølt ønske, man ikke har undladt at minde den til enhver tid siddende regering om ved enhver given lejlighed, så har det for de ansvarshavende danske politikere mest været noget, man har tildelt det, man på engelsk kalder »lip service« – flotte ord, helst ingen handling. Når det er kommet til stykket, har de færreste politikere ønsket at skille sig af med øen, der er det eneste, der gør Danmark geopolitisk interessant.

Men nu begynder det hele at virke markant mindre teoretisk. Grønlandsk løsrivelse har hen over julen og nytåret fået et nyt og mere praktisk skær.

1. En hilsen fra Trump

Det begyndte kort før jul, da den kommende præsident Donald Trump på sit eget sociale medie, Truth Social, kaldte amerikansk ejerskab og kontrol over Grønland for altafgørende for den nationale sikkerhed. Og juledag fulgte han så op med at nævne grønlænderne i sin julehilsen med ordene: »Ligeledes til befolkningen i Grønland, som USA har brug for i forhold til national sikkerhed, og som ønsker, at USA er der, og det vil vi være.«

Opmærksomheden fra verdens snart mest magtfulde mand gik ikke ubemærket hen i Nuuk, hvor formand for Grønlands regering Múte B. Egede i sin nytårstale sagde, at »det er blevet tid til at tage det næste skridt for vort land«. Derudover nævnte han, at man i Grønland arbejder på en ny grundlov, »som er vores grundlag for løsrivelse fra Danmark«.

Kritikere vil indvende, at det slet ikke er realistisk. De vil nævne bloktilskuddet og pege på det forhold, at der til april er valg til det grønlandske parlament, hvor bragesnak om løsrivelse er et fast indslag. Men man skal passe på med at undervurdere et folks ønske om at forvalte sin egen skæbne og den pris, de er villige til at betale for at opnå det. Og med Trump tilbage i Det Hvide Hus er tingene igen ikke, som de plejer.

2. Regeringskriser

Året indledes også med et par vestlige regeringskriser. Siden det østrigske valg i september har tre partier hen over midten forhandlet om en ny koalitionsregering. Problemet var dog, at de ikke havde noget tilfælles ud over at holde valgets klare vinder, det højrepopulistiske Frihedspartiet (FPÖ), fra magten. For tre dage siden trak det liberale parti Neos sig fra forhandlingerne. Dermed måtte den konservative kansler Karl Nehammer lørdag træde tilbage. Og nu virker der ikke til at være nogen vej uden om en regering med FPÖ, hvis formand Herbert Kickl formentlig vil sætte sig i kanslersædet.

Samtidig er der højlydte rygter i flere internationale medier om, at Canadas premierminister gennem knap ti år, Justin Trudeau, vil melde sin afgang i dag. Trudeaus popularitet har været kraftigt nedadgående siden coronakrisen, hvor landet har været plaget af høj inflation. 

En anden årsag til Trudeaus deroute er det emne, der ellers i sin tid gjorde ham så populær blandt mange uden for Canada: indvandring. Canada har oplevet en voldsom indvandring under hans ledelse, der blandt andet har forværret landets i forvejen hårdt pressede boligmarked og medført en betydelig modvilje hos vælgerne.

3. Ballade i Kursk

I weekenden kunne flere russiske militærbloggere afsløre, at Ukraine har indledt en ny offensiv i den russiske Kursk-region, som de invaderede i august. Det sker efter mange måneders hårdt russisk pres i det østlige Ukraine, hvor Kyiv løbende har måttet afgive adskillige små stykker land.

Det er uklart, hvad man ønsker at opnå med denne offensiv, men det er nok ikke tilfældigt, at det sker i ugerne op til Trumps genindtræden som præsident. Et bud kunne være, at man ønsker at vise handlingskraft og offensive styrker, der måske kan overbevise Trump om, at de er værd at støtte.

Derudover kunne Volodymyr Zelenskyj meddele, at cirka en tredjedel af de 10-12.000 nordkoreanske soldater, der siden efteråret har deltaget i krigen på russisk side, allerede er blevet uskadeliggjort.

Tak for at læse med.

Med venlig hilsen
Søren K. Villemoes