Onsdag. En længe ventet rapport, en smækket dør og et klart nej. Så er det igen tid til …

Dagen ifølge Nikolaj Arve

Denne dag kan næsten kun skuffe en lille smule.

I mere end et år har vi nu varmet op til, at Svarer-udvalgets rapport om en klimaafgift på landbruget vil udløse spændinger så indestængte, »sprængfarlige« og potentielt »krigeriske«, at det kan udvikle sig til en »skæbnestund« for landbruget, for Venstre og for os alle.

Det lyder næsten som Michel Houellebecq-romanen Serotonin fra 2019, hvor det ender tragisk for en flok landmænd, som blokerer en motorvej. Og hvem ved? Måske ender det også dramatisk med traktorer på motorvejene, strejker og den slags.

1. Ventetiden er ovre

Men gemytterne har nu alligevel virket en anelse mere afdæmpede på TV 2 News her til morgen. Jeg så blandt andet en landmand, som brugte den noget forsigtige formulering: »Det, der frustrerer mig lidt i øjeblikket, er …«

Det fik mig til at tænke på dengang i november 2020, hvor op mod 500 traktorer trillede ind i hovedstaden for at demonstrere mod minkaflivningerne – og bagefter trillede hjem igen i god ro og orden.

Jeg siger ikke, at det bliver nemt at nå til enighed i »den grønne trepart«, som nu skal diskutere sagen. Men når man kan få CEPOS og Danmarks Naturfredningsforening til at enes nogenlunde, som jeg også skrev om i går, så er der da et vist potentiale for en mindelig aftale.

Michael Svarer præsenterede i dag ekspertsudvalgets anbefalinger til en CO2-afgift på landbruget. Foto: Thomas Traasdahl
Michael Svarer præsenterede i dag ekspertsudvalgets anbefalinger til en CO2-afgift på landbruget. Foto: Thomas Traasdahl

I skrivende stund står Michael Svarer og ekspertudvalget og fremlægger deres tre modeller, så dem må vi skrive mere om senere her på Weekendavisen.

Men har man lyst til lidt baggrundslæsning om danskernes forhold til landbruget, vil jeg lige komme med tre anbefalinger, som har gjort mig klogere:

1. Sidste efterår tog Pernille Stensgaard og Morten Beiter til grisekongres i Herning med 2.000 landmænd og en elefant i rummet.

2. Året før skrev Gunver Lystbæk Vestergård om, at flere og flere landmænd pensionerer ploven efter 10.000 års pløjeri. Og »så kommer regnormene, lærken og løbebillen« frem.

3. I går skrev Tine Eiby så om et besøg på det eneste danske museum, der fortæller landbrugets historie – hvor fortællingen går i stå omkring 1950.

2. Søges: nyt job

I går bragte vi også et interview med journalisten Jotam Confino, som mange nok kender fra TV 2, hvor han har dækket Israel-Palæstina intenst de seneste måneder.

Nu overlader tv-stationen nemlig dækningen af konflikten til deres nye mellemøstkorrespondent Rasmus Tantholdt.

Det skyldes ifølge Confino, at TV 2 er bukket under for de smædekampagner, som han føler sig udsat for på blandt andet X, hvor han igen og igen er endt i klammeri med både TV 2-kolleger, ngo-repræsentanter og forskellige debattører.

Foto: TV2, Lippert
Foto: TV2, Lippert

»TV 2 har kastet mig for løverne og vendt mig ryggen, når jeg havde allermest brug for dem,« sagde Confino, hvilket TV 2 klart afviste.

Og så fortsatte Confino med det, man vel godt kan læse som en form for meget offentlig jobansøgning:

»Jeg har leveret et eksemplarisk stykke arbejde. Jeg har sat mit liv og mit mentale helbred på spil, jeg har stået på hovedet for dem og arbejdet 16 timer i døgnet. Og så kasserer de mig på en meget uværdig måde.« 

Nu er spørgsmålet bare, om nogen står klar med et job? Med denne afskedssvada får en kommende arbejdsgiver i hvert fald mulighed for at sende et klart signal om, at de står et andet sted i mellemøstdiskussionen end Confinos beskrivelse af TV 2.

3. Risikogsamfundet

Her til sidst skal vi lige forbi risene igen.

I går lovede jeg nemlig at spørge min gode kollega og risekspert Søren K. Villemoes, om han vil bøje sig for myndighedernes nye anbefalinger om at lægge ris i blød i to timer før tilberedning – for at skylle den organiske arsen ud, som øger risikoen for kræft »en lillebitte smule«.

Her er svaret: Nej.

Jeg fik dog også skrevet, at han bare skyller risene seks gange. Men det er ikke helt korrekt. Han lægger dem faktisk også i blød i en halv time, som man kan læse her. Jeg beklager!

På mailen kommenterer en venlig læser desuden, at det er utroligt, at de milliarder af asiater, som har ris som hovedernæringskilde, ikke allerede »er faldet døde om af arsenikforgiftning«. Og en anden læser spørger, om vandet fra risene mon »må hældes i vasken, eller skal det deponeres på den kontrollerede losseplads«?

Den slags kommentarer, tips, ris og ros kan altid sendes på nhen@weekendavisen.dk. Ha' en dejlig dag!

Venlig hilsen

Nikolaj Arve

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.