Kære læser

Gift ved første blik er det eneste sted, man må lyve for åben skærm. Psykologen Trine Hjorth Bønnerup, der mest bare siger »ja« igennem sine briller på indfølende måder, siger hver uge noget, der er 100 procent forkert. Der er bare ingen, der tør påtale det, for programmet skal være et trygt sted, hvor alle er høflige og superordentlige og vil hinanden det bedste. Et sted uden et eneste skænderi.

Hold kæft, hvor er det kedeligt. Gift ved første blik har efterhånden udviklet sig til gaslighting for voksne mennesker, som lige så godt kunne blive sendt på Ramasjang. Dramaniveauet er cirka lige højt.

Psykologen takker hele tiden de medvirkende for at være modige og sårbare og dele deres usikkerheder, men nej. 

Ikke tak for at være sårbar. Tryghed er dårligt tv, og når parrene visner over for hinanden et efter et, skyldes det ikke forskellige tempoer eller gamle traumer eller angsten for at vise sine bløde sider. De tænder bare ikke på hinanden, men Trine Hjort Bønnerup pakker hele tiden sandheden ind i en mindre sårende forklaring. 

Den eneste, der nægter at deltage i den kollektive illusion, er Sonny – dette maskuline mirakel af en vestjysk cykelsmed, der hurtigt gennemskuede sin kones mange bortforklaringer og forlod programmet med sin egen og hendes værdighed i behold.

Mere Sonny. Mindre løgn.  

Velkommen til nyhedsbrevet mandag.

1. Flyveforbud for droner

Regeringen har nedlagt et landsdækkende forbud imod droneflyvning til og med fredag. Det skyldes de seneste dages dronehændelser samt et EU-topmøde de kommende dage, hvor stats- og regeringscheferne fra 27 EU-lande samles i København.

Forbuddet betyder, at flere virksomheder, der bruger droner til blandt andet at opmåle byggepladser og inspicere infrastruktur fra luften, må aflyse deres arbejde. 

»Det er jo et ret stort indgreb i vores dagligdag. Det er vores levebrød, der er blevet lukket ned,« siger Jan Engsted, direktør for dronefirmaet WeFly, til DR.

Man mærker mink-ptsd'en røre på sig. Hvis vi er på vej ind i en syg genopførelse af coronanedlukningerne, bare tilsat ikkesporbar, luftbåren krigsførelse, vil vi gerne af her.

2. Åndelig oprustning

Efter den seneste tids dronekaos opfordrer det socialdemokratiske folketingsmedlem Ida Auken endnu en gang til åndelig oprustning. I podcasten Politik i Pilestræde fortæller hun, at alle borgere kan tænke over, hvad de kan gøre i deres eget liv for at stille Danmark stærkere over for Rusland. Blandt andet bør man spørge sig selv hver morgen: Hvad kan jeg gøre for, at Putin tænker »nej, det er ikke i dag, jeg skal angribe«?

»Det kan jo også være sådan noget som at melde dig nede i fodboldklubben som frivillig. For hvis ikke vi kan få folk til at melde sig i fodboldklubben, så får vi dem heller ikke til at stille op, hvis der skulle komme en krig.«

Arkivfoto: Linda Kastrup, Scanpix
Arkivfoto: Linda Kastrup, Scanpix

Politikerne lyder mere og mere metafysiske, jo mindre militær de opdager, at vi har til rådighed. Kan vi ikke snart få en rigtig oprustning med ting, der kan smadre andre ting i luften på en Star Wars-agtig måde?

3. Dansk hjælp til Grønland

Regeringen vil afsætte 1,6 milliarder kroner til indsatser i Grønland, herunder til sundhedsvæsenet. Et hold danske embedsmænd har været i Grønland og konstateret alvorlige problemer, blandt andet på grund af udbredt lægemangel til blandt andet fødende og børn med psykiske problemer. Grønland hjemtog ansvaret for sundhedsvæsenet i 1992, men der findes ingen faste psykiatere i Grønland, og desuden mangler der generelt specialister, der kan lægge »et niveau for faglig standard«.

Ifølge Lars Gaardhøj, formand for Region Hovedstaden for Socialdemokratiet, kan grønlænderne ikke klare sig uden danske læger.

»De har det svært på alle områder, hvor vi i Danmark tager det for givet, at hjælpen er der. Men i Grønland mangler der medarbejdere til at udføre den. Slet og ret.«

Sådan taler en hvid herremand. Bare vent, til Aki-Matilda Høegh-Dam hører om det og kræver, at Danmark trækker sine klamme, kolonialistiske og overvældende mange gratis penge ud af Grønland igen. 

Hvis hun altså ikke er optaget af at bruge de 74.841 kroner, som hun har valgt at beholde i folketingsvederlag om måneden, selvom hun har taget orlov fra Folketinget, fordi hun også sidder i det grønlandske parlament, hvor hun sideløbende får 50.453 kroner om måneden. 

Postkolonialismen har åbenbart også sine fordele.

Venlig hilsen
Leny Malacinski