Dagen ifølge Christoffer Zieler

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Hvis der kommer en atomkrig, er det godt at vide, hvilke regler der gælder for at gå på toilettet. Må man, for eksempel, benytte haven, sådan som Frank Hvams gartner gør i et af årets afsnit af Klovn?

Svaret er nej, oplyser Jyllands-Posten.

Jydepotten har nemlig gravet i emnet og oplyser, at man i sådan en situation, hvor »eksempelvis russiske hybridangreb på el-, vand- eller spildevandsnettet betyder, at man ikke kan trække ud«, i stedet skal gøre det mest danske, der findes:

Kontakte kommunen.

Det er nemlig de danske kommuner, der har magten til at dispensere fra de regler, der i dag dikterer, hvor borgerne må forrette deres nødtørft, og det »er korrekt, at man som husejer ikke må nedgrave latrin i haven uden kommunens tilladelse. Det fremgår af miljøbeskyttelseslovens paragraf 19,« som en kontorchef i Miljøstyrelsen oplyser til Jyllands-Postens medarbejder.

Med andre ord: Hvis lokummet brænder – ja, så er man vitterlig på spanden.

Velkommen til dagens nyhedsbrev.

1. Velskrevne trusler

Det er næsten komisk, at det skulle være ugens store nyhed, at vores bedste spioner i Forsvarets Efterretningstjeneste nu i en rapport påpeger, hvad enhver med øjne i hovedet har kunnet se klart, siden Trump erklærede at ville overtage Grønland: at USA truer Danmark.

Det opsigtsvækkende er snarere FE-chef Thomas Ahrenkiels akrobatik, når han på samme tid skal betegne USA som potentiel trussel og minde om, at USA også samtidig er vores vigtigste allierede og beskytter.

I New York Times og hos CNN har man også fundet det værd at omtale den nye danske trusselsvurdering, og det ville egentlig være en lettelse, hvis amerikanerne nu ville være så venlige at protestere rasende over at være røget over i Danmarks fjendebunke. Men desværre synes den amerikanske regering at tage det helt roligt. Måske vidste de det godt allerede?

Ellers kan amerikanerne læse deres egen nye, og også i denne uge meget omtalte, nationale sikkerhedsstrategi. Den er, som sikkerhedsanalytiker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen (på flydende amerikansk) bemærker i en YouTube-analyse, skrevet i et direkte og klart sprog, (prøv engang til sammenligning at læse Europarådets udtalelse om migrantpolitik fra i går – stakkels Europa kan heller ikke engang skrive længere).

Det hårdkogte knaldromansprog er det bedste ved den amerikanske strategi, udover at den ikke lige rummer afsnit om at erobre Grønland.

Endnu mere ilde stedt ville vi dog nok være, hvis amerikanerne i stedet for den skræmmende officielle sikkerhedsstrategi valgte at følge den ikke-offentliggjorte version, som Berlingske omtalte forleden, og som mediet Defense One hævder at være kommet i besiddelse af. Her står der blandt andet, at USA fremover skal arbejde tættere sammen med Østrig, Ungarn, Italien og Polen »… med det mål for øje at trække dem væk fra [Den Europæiske Union].«

2. En håndsrækning i manosfæren

Et andet eksempel på det nye Amerikas muskuløse diplomati er The New York Times’ historie om, hvordan USAs regering ved hjælp af en særlig diplomatisk udsending hjalp mandeinfluencer og pornografiproducent Andrew Tate og hans bror, Tristan, ud af Rumænien, hvor de ellers stod anklaget for alvorlige forbrydelser – i Andrew Tates tilfælde omfatter det voldtægt.

Tate er blevet berømt på internettet ved at tale ondskabsfuldt om kvinder og behandle dem manipulerende og voldeligt, hvilket i nogle kredse opfattes som et forfriskende korrektiv til blødagtighed og wokeness.

Tate er således blevet en kær ven af folk tæt på den amerikanske præsident, inklusive to af hans sønner, og MAGA-podcasteren Tucker Carlson. Klogt af Tate at danne nogle sunde relationer i den virkelige verden uden for skærmen.

3. Domosfæren

Måske er den danske højesteret også inficeret af giftig maskulinitet.

I hvert fald poserer direktøren for videnscentret KVINFO, Henriette Laursen, med armene i siden foran Højestrets hoveddør, i et opslag på Facebook, hvorunder hun kommenterer Jes Dorph Pedersens sejr i denne uge over advokaten, der var med til at få ham fyret fra TV 2 over MeToo-anklager.

»Jens, Lars, Poul, Michael og Mohammad,« skriver KVINFO-direktøren.

»Det er de fem højesteretsdommere, der har afsagt dommen i Jes Dorph-sagen. De er mellem 55 og 69 år og har alle en baggrund i Justitsministeriet. Er det bare mig, der ikke forstår, hvorfor man ikke i netop denne sag, som handler om køn, har forsøgt at sammensætte et mere mangfoldigt dommerpanel? Hvorfor udsætte sig selv for denne risiko for kritik?«

Henriette Laursen holder sig heldigvis selv for god til at gisne om, hvorvidt dommen ville være faldet anderledes ud, hvis for eksempel fem kvinder havde vurderet sagen. Hun spørger jo bare.

Til Berlingske siger hun, at dommen kunne have været »endnu mere legitim«, hvis dommerpanelet havde været mangfoldigt.

God torsdag – i morgen er Leny Malacinski tilbage i nyhedsstolen.

Christoffer Zieler