Dagen ifølge Christoffer Zieler

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Danskernes yndlingsambassadør fra USA, storkorsridder Rufus Gifford, som var en næsten folkekær figur herhjemme i Obama-årene, har talt om Grønland og Trump med The New York Times. Her siger Gifford, at danskerne er »chokerede, hvilket hastigt er ved at udvikle sig til vrede. Den danske statsminister, der mister Grønland, vil være til grin for tid og evighed«.

Og i Politiken ruminerer en anden stemme fra fortiden, Folketingets formand, Søren Gade, over, hvad der er hændt os, siden dengang Danmark var vant til at få skulderklap og søde ord fra amerikanerne, fordi vi uden tøven eller nærmere militærstrategiske overvejelser stillede op og medvirkede i deres katastrofale krige. 

»Det giver et stik i maven at høre Trump,« siger Gade, der er fotograferet foran et vindue, mens han skuffet stirrer op mod en vinterkold sol. Han siger til Politiken, at han ikke forstår, hvorfor amerikanerne vil have Grønland, når de allerede kan opholde sig der:

»Det er at slå åbne døre ind. Når du har en aftale, der giver dig fri, uhindret adgang, behøver du jo ikke eje noget for at bruge det.«

Og af det kan man lære, hvorfor delebiler, -løbehjul og bycykler nok aldrig helt bliver det store hit. Folk vil have deres egne køretøjer og deres egne lande, ikke bare være på tålt ophold.

1. Kvajmikler og kanonkonger

Hvert år ved nytårstid skyder fyrværkeriudsalg op overalt i landet. Fra bordbomber til festbatterier med bunkerknusende sprængkraft. Danskerne køber for mere end en halv milliard kroner krudt. Vi er et krudtelskende folk.

Men krudtfabrikker kan vi åbenbart ikke finde ud af at drive. Jyllands-Posten har på det seneste afdækket, hvordan staten endnu ikke har været i stand til at få gang i produktionen af patroner og granater på den nordjyske ammunitionsfabrik Krudten, som man ellers besluttede at generhverve for snart to år siden. Dengang meddelte regeringen med al den gungren, man kunne mønstre, at det var helt afgørende, at vi rustede op nu.

Det er ikke spor kompliceret at lave granater og patroner, men der er alligevel ingen udsigt til, at Krudten åbner foreløbig. Mandag kunne Jyllands-Posten fortælle, at staten først brugte adskillige måneder på at tinge om prisen for krudtfabrikken – 19,6 millioner kroner endte den med at koste, svarende til prisen på et-tre Patriot-missiler, afhængigt af typen – og efterfølgende gik der adskillige måneder med det bureaukratiske arbejde, der bestod i, at staten godkendte sit eget køb.

Artiklen i Jyllands-Posten er en bedrift rent sprogligt; knastør, men fuld af isnende foragt, så læseren selv levnes rum til at opbygge et raseri, der er Kanonkongen Knold værdigt. Man kan også lytte til en gennemgang af hele miseren i Jyllands-Postens nyhedspodcast.

2. Tre skibe og to droner

Danmark opruster i Arktis – hvilket læsere af Hans Mortensens mandagsnyhedsbrev allerede i går fik nys om – for regeringen og dens forligspartnere (næsten hele Folketinget) meddelte i aftes, at man nu, for alvor, vil modernisere forsvaret af vores arktiske områder.

Fire nedslidte inspektionsskibe skal udskiftes med tre friske, to droner skal købes, og man vil overvåge området bedre med satellitter og sensorer, hvilket i alt koster 14,6 milliarder kroner. Det fremgår ikke af aftalen om indkøbet, hvor stor en buffer til forsinkelser, fordyrelser og skandaler Forsvaret opererer med, men det er forhåbentlig tænkt ind.

Der er politisk enighed om, at det ville have været rart, hvis man havde kunnet bidrage til forsvaret af Grønland, inden Donald Trump var begyndt at tragte efter at overtage landet.

3. Colombia har givet Trump blod på tanden

I nyhedsbrevet i går spurgte jeg, naivt: »Hvad er det egentlig for en logik, der får et land til at nægte at tage imod sine egne borgere, blot fordi de har forsøgt at flytte et andet sted hen?«

Nu er jeg blevet klogere ved at læse The New York Times, der gennemgår det korte og ikke specielt diplomatiske forløb, som fik Colombias regering til at bøje sig for USA og igen acceptere, at amerikanerne sender afviste migranter fra Colombia tilbage til deres hjemland på militærfly.

Colombias præsident, Gustavo Petro, har ifølge avisen erklæret, at han »ikke kan få migranter til at blive i et land, der ikke ønsker dem, men skulle dette land sende dem retur, bør det ske med værdighed og respekt for dem, såvel som for deres hjemland«.

Konflikten mellem de to lande bundede i, at Petro angiveligt var fortørnet over, at de afviste colombianske migranter blev behandlet som kriminelle og lagt i håndjern af amerikanerne, og at man lod dem fragte på militærfly. Af den årsag afviste colombianerne to fly fra USA med migranter, som skulle lande i Colombia, hvorefter Trump øjeblikkelig lovede at indføre knusende toldsatser og en række andre sanktioner, hvilket snart fik Colombia til at overgive sig.

USA har dog samtidig lovet, at man ikke fremover vil lænke de returnerede colombianere, så Colombia fik en lille indrømmelse også.

Så svaret var altså, at et land, der afviser at lade sine egne borgere vende ufrivilligt hjem, er et land, der synes, at disse borgere skal behandles bedre. 

Hvordan det i givet fald skulle hjælpe de afviste migranter at blive sendt retur til et USA, som ikke vil have dem og behandler dem dårligt, melder historien ikke noget om.

I pity the poor immigrant/ Who wishes he would've stayed home, som Bob Dylan synger.

Ifølge The New York Times er USAs vellykkede underkuelse af Colombia et forvarsel om, hvordan man vil håndtere Danmark og Panama, hvis territorium Trump jo gerne vil underlægge sig. Nu har han lært, at det virker at true.

4. Dagens sang

Søren Gades triste tanker om ikke længere at sole sig i USAs ros og velvilje fik mig til at tænke på Gramsespektrums gamle sang om to bademestre i en svømmehal, der tænker tilbage på deres storhedstid ved bassinkanten.

Venlig hilsen
Christoffer Zieler