Dagen ifølge Christoffer Zieler

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Ikke siden indsættelsen af Obama i 2009 har vinderne af et amerikansk valg forekommet så berusede af succes som Trumps nye hold, og man forstår dem godt. De er sejlet ind på en kulturel opvind, et stemningsskift i tiden. Og herhjemme har vi stået med store runde øjne og kigget på. Måske tænkt over, hvordan kulturkampen herhjemme vil tage farve af MAGA også.

Men er det ikke, som om følelsen af bitterhed og svigt er ved at overtage? USA er trods alt det første land, der direkte har erklæret at ville overtage vores territorium mod vores vilje, siden Anden Verdenskrig. 

Nogle forsøger at holde fast i illusionen om, at USA er vores ven. De forklarer amerikanernes sult med, at Danmark og USA i sidste ende vil det samme, nemlig holde russere og kinesere stangen i Ishavet, men det ville vi jo også, før amerikanerne erklærede, at de ville have en luns af kongeriget.

Roald Als har tegnet det ret godt: Regeringens tre partiledere side om side i en revolverduel med Putin, der stirrer ondt imod dem. Alles hænder dirrer over revolverskæftet, klar til aftræk – og så lyder der et højt »hands up!« bag danskerne.

Hvad er det i grunden for et forhold, vi havde til USA? Hvad var det for en blød, velbevæbnet barm, vi lænede os ind i, som nu har forrådt os?

Vi har kritiseret og beundret amerikanerne, vi har foragtet dem, men også villet være dem; slugt deres film, serier, komik, musik, mode og lange artikler i lækre blade. Vi har fulgt med i deres kulturkrig og genopført den herhjemme som skolekomedie, da USA fik tech bros, fik vi små techlillebrødre, da USAs studerende indtog deres universiteter for at frelse palæstinenserne, indtog danske studerende en lille græsplæne ved søerne i København. USAs offentlighed er jo også vores offentlighed, troede vi.

På en måde er det befriende, hvis vi i Danmark i fremtiden bliver i stand til at føle noget andet, end de føler i USA.

»Make Denmark think for itself again.«

Nå nej, der gjorde jeg det lige igen.

1. Det ville være sjovt for USA at snuppe Grønland

Det ville nok være en trøst midt i forræderiet, hvis amerikanerne selv forekom bestyrtede over, at Trumps nye regering vil hugge vores land, men hos chefredaktøren for The Free Press, Bari Weiss, tager man godt nok let på det.

Weiss’ udgiver blandt andet politiske analysepodcast med gæster af forskellig observans, og i fredagens episode nævner Weiss, at Kalshi – en virksomhed, der sælger en slags aktier i forudsigelser – anslår, at der er 30 procents chance for, at Trump køber i hvert fald en del af Grønland. Det er altså markedets bedste bud lige nu.

»Hvad tænker I andre?« spørger Bari Weiss. »Jeg er selv bullish (altså markedsoptimistisk, red.), når det kommer til ideen om, at USA overtager Grønland, et sted, jeg aldrig har besøgt og næppe heller vil besøge, og som jeg kun for nylig er blevet i stand til at udpege på et landkort. Men det siger jeg ja til.«

»Det kommer ikke til at ske,« svarer Peter Savodnik, redaktør på The Free Press. »Det er en Trump-ting, han troller bare. Det skal få folk til at flippe ud, men de gør det ikke.«

Batya Ungar-Sargon, panelets trumpist, siger, at hun heller ikke tror, at Trump er seriøs. Hun mener, at kravet om Grønland er en finte for at aflede fra, at USA vil overtage Panamakanalen, »som han i virkeligheden er ude efter«.

Sidste deltager er Brianna Wu, transkvinde og medlem af Demokraterne. Hun hælder også til, at der er 30 procents chance for, at USA hapser Grønland. »Der er et godt argument for det,« siger Wu. »Du ved, Star Trek er en forhåbningsfuld vision for, hvor USA og verden kan bevæge sig hen. Og på samme måde er det et positivt budskab, at USA udvider sig eller får noget nyt, det er en god historie.«

Og så taler de om Melania Trumps flade hat.

I øvrigt var Trump-overtager-Grønland-aktien steget til 32 procent her til morgen hos Kalshi.

2. Stok og stok i international politik

Colombia er et andet land, der udsættes for Trumps særlige kombination af stokken og guleroden, hvor man også bruger guleroden til at slå med. Landet har nu accepteret at tage imod fly med afviste colombianske migranter fra USA til gengæld for at slippe for, at USA forhøjer tolden på colombianske varer, der ankommer til USA, til 25 procent.

Hvad er det egentlig for en logik, der får et land til at nægte at tage imod sine egne borgere, blot fordi de har forsøgt at flytte et andet sted hen?

3. Politikens vilde eksperiment

Hos Politiken har fem journalister gennemført et eksperiment, hvor de i fire dage spiste ultraforarbejdet mad, altså den form for færdigretter og halvfabrikata, som almindelige mennesker lever af. Bagefter analyserede videnskabsmand og opfinder af sundhedsdillen grøn grød Oluf Borbye Pedersen journalisternes blodprøver og konkluderede, at de på visse punkter var blevet mindre sunde af forsøget.

Er det virkelig ansvarligt, at journalister sætter deres helbred på spil på den måde? Først var der en journalist et sted, der tog kokain, og nu er der gudhjælpemig fem, der lever som underklassen i over en halv uge!

Eksperimentet på Politiken var en miniudgave af dokumentaristen Morgan Spurlocks berømte 30 dage på McDonald’s-mad i filmen Super Size Me, hvilket gjorde ham tyk og utilpas til ingens overraskelse. Filmen er fra 2004, og jeg havde i den periode et job som tjener på en café. Min chef havde tidligere drevet en McDonald’s-filial, og han morede sig enormt over Spurlocks film, fordi han selv havde levet udelukkende af mad fra McDonald’s – i adskillige år. Han var så heller ikke så sund at se på.

Forslag til Politiken: Et eksperiment, hvor fem medarbejdere tvinges til at gå med en jakke af et unaturligt materiale, for eksempel nylon, i fire dage. Hvordan vil det påvirke dem?

Venlig hilsen
Christoffer Zieler