Dagen ifølge Christian Bennike

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Tiden flyver, Cristiano Ronaldo fylder 40 år i dag, og Eminem skal være bedstefar, kan jeg se; det hele går stærkt, vi er bobler i bækken, men verden står endnu.

Og i dag er jeg faktisk i mit optimistiske hjørne – bare vent og se.

1. Højrefløjens tid

Vi begynder med Nigel Farage og hans parti, Reform UK, som nu for første gang bliver målt til at være Storbritanniens største parti: De har 25 procents opbakning ifølge YouGov – Labour er på 24 og Det Konservative Parti på 21. 

Det er en historie, vi kender ret godt efterhånden, prøv bare at se ud over Vesten: Giorgia Meloni er premierminister, Donald Trump er præsident, og Marine Le Pen er på vej til at blive det samme. Geert Wilders’ Frihedsparti er Hollands klart største parti og sidder i regering. Herbert Kickl – måske den mest højreorienterede af alle højrepopulisterne – kan blive kansler i Østrig om lidt, og hans parti står til 37 procent. AfD sejler mod et rekordvalg, Belgien har fået en flamsk nationalist som regeringschef, Sverigedemokraterna er en moderne version af DF i 00erne … 

Man kunne få den tanke, at de seneste års politiske opbrud nu har nået sin konklusion: Højrefløjen vinder. At tiden tilhører dem.

Det er jeg nu ikke så sikker på … det tager vi til sidst.

2. Balladen om Emilia Pérez

Og nu til noget andet, som faktisk er det samme: Årets Grammy-uddeling i L.A. var nærmest parodisk anti-MAGA-queer-black-woke. Shakira hyldede migranter, Alicia Keys talte for DEI-tiltag, Lady Gaga takkede transpersoner, Chappell Roan lavede burleskeshow. Om en måned gentager noget lignede sig utvivlsomt til Oscar-uddelingen, hvor én film lige nu løber med al opmærksomheden: Emilia Pérez. Den handler om en mexicansk kartelboss, der får en kønsskifteoperation og skifter identitet fra Juan til Emilia (flot og farverig film, men også flad og lidt banal, hvis I spørger mig). 

Den spanske transkønnede skuespiller Karla Sofía Gascón spiller hovedrollen. Selena Gomez har en ledende birolle. Filmen er nomineret til 13 Oscars. 

Vældig progressivt, no? Mjaa … for nu er der udbrudt en alvorlig ballade om Karla Sofía Gascón. Hun har nemlig skrevet nogle lidt højreorienterede tweets for et par år siden: at burkaer er »modbydelige«, at islam »går imod europæiske værdier«, at Oscar-showet ligner »en Black Lives Matter-demonstration«. Så nu er hun udråbt til »Oscar-sæsonens Donald Trump«, som Variety skriver; hun bør trække sig fra Oscar, mener rigtig mange i Hollywood, og Netflix, der ejer distributionsrettighederne til filmen, gør lige nu alt for at presse hende til at blive hjemme i Spanien, selvom hun er nomineret til en Oscar for bedste skuespillerinde.

Indtil videre nægter Gascón at trække sig. Hun har undskyldt, men hun har jo »ikke gjort noget ulovligt«, som hun selv siger. Det er rigtigt, og man kunne måske ligefrem tilføje, at hun bare har udtrykt cirka de samme holdninger, som en meget stor del af borgerne i Vesten, Spanien og USA deler – apropos Farage og alle de andre. Er det virkelig så chokerende, at en trans hader burkaer, islam og katolicismen (som hun også har kritiseret)? Og er det virkelig et problem? Ja, det er det i store dele af Hollywood og Det Demokratiske Parti. 

Filmens anden stjerne Selena Gomez lagde forleden en video på Instagram, hvor hun sidder opløst i gråd, fordi Trump nu vil deportere illegale migranter. Det var mere sagen. Det er stadig viben i den kulturelle millionærklasse. Så forstår man lidt godt, at nogle har lyst til at stemme for mere grænsekontrol og mindre woke. Og det er jo sjovt nok, hvad der er sket.

3. Håbet er farveløst

Men der er stadig håb, tænkte jeg forleden, da jeg så et interview med det demokratiske kongresmedlem Ritchie Torres, som selv er sort, homo og med forældre fra Puerto Rico.

»Vi må erkende, at farvede arbejderklassevælgere befinder sig på den politiske midte, når det handler om grænsekontrol og offentlig orden,« sagde Torres, som er fra The Bronx i New York City, hvor Donald Trump gik massivt frem ved valget.

»Vi skal møde dem, hvor de er. Hvis vi går for langt til venstre, skubber vi den farvede arbejderklasse væk. De er ikke anderledes end de fleste andre amerikanere – de vil have basale ting: råd til at leve, trygge kvarterer, sikre grænser. Det skal vi være laserfokuseret på.«

Amen. Det gælder også i Tyskland, i Storbritannien, i Danmark …

Hvis der er én lykkelig konklusion på Trump og alt det her vibe shift-halløj, så er det bevidstheden om, at »Hollywoodeliten slet ikke sætter den kulturelle tone«, som vibeguruen Sean Monahan sagde til mig, da vi talte i telefon forleden (ja, jeg overvejer at skrive en længere ting om det her).

Sølle 15 millioner seere så med til årets Grammy-show, sidste år var det 17 millioner, og i de gode gamle dage, da Eminem var dreng, var det 50 millioner. 

Tiden er imod traditionelle institutioner, på alle niveauer: gamle partier, gamle medier, gamle udtryksformer. Det kan være farligt, bevares, men det er også dejligt, at Meryl Streep og Oprah og Selena Gomez, og hvad de ellers hedder, ikke skal sidde på deres moralske tronstole og pege anklagende ned på alle os andre. De virker mere og mere som et levn fra fortiden.

Men så er der jo den anden ting ved tiden: Den er omskiftelig. 

Lige om lidt vender det hele, det ved vi godt: Reaktion, modreaktion. Tese, antitese, syntese. Dagens konger bliver morgendagens idioter. Som Steffen Brandt synger: »Uret tikker/ Hjertet banker/ Hele verden fra forstanden.«

Derfor er jeg heller ikke sååå bekymret, ikke i dag i hvert fald. Tillykke til Ronaldo, han er heldigvis også væk lige om lidt – den vej skal alt og alle og tak for det.

Jeg er trods alt (håber jeg) tilbage igen i morgen med flere tirader. Until then …

Alt godt
Christian Bennike