Dagen ifølge Anders Boas

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Blod er tykkere end vand, siger man. Men et fælles stamtræ er ikke nødvendigvis lig med statsgaranteret harmoni.

Efter en weekend, der måske har stået i slægtens tegn, skal vi diskutere tre historier med familien som omdrejningspunkt – den, man har fået trukket ned over hovedet, og den, man selv stifter for at trække dynastiet i en retning, man bedre kan lide.

1. Familiemennesker

Familieværdierne stod øverst på dagsordenen i det udspil, som de fire borgerlige partiledere kunne præsentere i forbindelse med den blå fætter-kusine-fest til det borgerlige konvent i Fredericia i weekenden.

Om den blå familie er et ægteskab baseret på fornuft eller tvang, skal jeg ikke gøre mig klog på, men i hvert fald synes familieværdierne at være øverst på listen over ting, som de sammenførte partier kunne blive enige om: mindre statslig indblanding i familierne.

Det giver jo god mening, for det er klassisk borgerlig politik, at staten skal holde sine fingre fra familien, og det virker da også som et oplagt sted at hamre en kile ned i den teknokratiske midterregering, der under ledelse af de socialdemokratiske velfærdsingeniører gerne vil blande sig i snart sagt alt.

Men jeg tror, der er en overset genialitet i udspillet: Min fornemmelse er, at ideen om at få staten ud af familien også vil appellere stærkt til de konservative muslimske kredse, hvor måske særligt Støjbergs og Messerschmidts popularitet mildt sagt har haltet lidt igennem årene.

Det er mit indtryk, at de også elsker hjemmepasning og privatskoler, som ifølge de fire borgerlige partiledere skal have bedre vilkår. Bedre muligheder for at skifte daginstitutionen ud med bedsteforældrenes pasning vil måske også vække genklang hos en del.

Nogle vil måske endda bifalde budskabet om, at det er naturligt, at man i første instans er mere optaget af hensynet til den nære familie end til samfundets »rigide regler«.

Kimen er lagt til en koalition af rigtige familiemennesker, og så er spørgsmålet bare, om familieværdier er vigtigere end modstanden mod muslimer i den borgerlige familie.

2. Familiefordømmelse

Det objektive faktum, at blod er tykkere end vand, forhindrer for tiden ikke Kennedy-familien i offentligt at ytre sit mishag ved slægtens nyeste skud i toppen af amerikansk politik, den kontroversielle sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr.

Han var måske ikke rigtigt i tvivl om mange familiemedlemmers skeptiske syn på hans embedsførelse, men i hvert fald fik han det igen at mærke efter den seneste optræden i Kongressen, der fik prominente medlemmer af Kennedy-familien til ligefrem at foreslå hans afgang som sundhedsminister.

Med den slags familie må Kennedy Jr. prise sig lykkelig for, at man kan stifte sin egen familie, men i disse uger er det helt store spørgsmål, om det nye ægteskab med republikanerne kan holde til hvad som helst.

Skepsissen ser i hvert fald også ud til at vokse i Trumps parti, selvom opfattelsen angiveligt er, at Kennedy Jr. meget vel kan have været tungen på vægtskålen ved det seneste præsidentvalg.

Måske er det ikke helt så nemt at tage et opgør med sundhedseksperterne, som det har været at trodse de andre amerikanske eksperter og institutioner. Mon ikke det umage parforhold begynder at slå revner, hvis de republikanske kernevælgere pludselig mærker konsekvenserne af de fantasifulde sundhedstiltag på egen og deres families krop?

Her vil det vise sig, om hensynet til ens eget helbred alligevel vægter højere end til MAGAs politiske af slagsen.

3. Familieforretning

Lad os til sidst forlade de politiske familieskærmydsler og rette blikket mod de enkelte familier, hvor en ting diskuteres mere end noget andet, hvis man da ellers kan få alle familiemedlemmers opmærksomhed: Hvornår er de unge store nok til at kunne håndtere sociale medier?

The Wall Street Journal skriver i dag, at nogle forældre er begyndt at bestikke børnene for at udskyde deres entré på sociale medier. Nogle forældre tyer til rede penge, mens andre lover dem biler eller elcykler.

Som far til teenagere forstår jeg til fulde, at man kan være lidt bekymret over, hvad teknologien gør ved de unge mennesker.

Men før man kaster sig ud i den nye udgave af at give børnene et kørekort, hvis ikke de ryger, er det måske værd at overveje, om den ret usikre sundhedsgevinst ved at forsinke de unges liv på sociale medier et par år kan stå mål med de håndgribelige risici, der er forbundet med at stikke de unge et køretøj, der potentielt kan slå dem og andre ihjel.

Hvad bliver det næste? Skal man til at bestikke dem med en karton smøger eller et håndvåben for at undgå, at de spilder et par ekstra år af deres ungdom på hjernedød doomscrolling?

Tiden vil vise, om vores angst over for skærmene er større end vores bekymring over for risikovillige teenagere bag rattet.

Der er nok at diskutere ved frokostbordet.

På gensyn i indbakken i morgen

Anders Boas