Leder.
Blinde vinkler
VALGKAMPENS dominerende temaer er lige så overraskende som lette skyer på en forårsdag i maj: velfærd og udlændinge. Pudsigt nok gælder det for disse to emner, at det ikke betyder det store, om vi får den ene eller den anden statsminister. Det er, som om partierne sammen har besluttet sig for at mørklægge to emner, der indrammer selve essensen af folkestyret: politisk ansvar. Det første er naturligvis spørgsmålet om Skat, som er så fraværende, at det føles, som om det er tryllet væk. Den historiske skandale om landets skattevæsen har aldrig fået et politisk ansvar placeret, skønt de hovedansvarlige er det aktuelle lederskab i Venstre. Vi ved, at alle advarsler om nedskæringer og hovedløs digitalisering blev ignoreret, at Skat blev udsultet, og at også S-SF-R-regeringen fortsatte nedskæringerne. Vi ved, at planerne for genopretning halter af sted, og at forholdene i Skat stadig er miserable. Alligevel er der intet politisk parti, der finder det væsentligt at rejse spørgsmålet i en valgkamp: Hvordan og hvornår skal ansvaret placeres for den største politiske skandale i nyere danmarkshistorie? Og hvad har de tænkt sig at gøre for at undgå en lignende katastrofe?
TABUER i politik skyldes, at ingen ser en fordel ved at røre ved dem. Det samme gælder åbenbart den private sektors svar på skatte-skandalen: hvidvask i bankerne. Samme dag, Løkke udskrev valg, blev den tidligere Danske Bank-direktør Thomas Borgen sigtet for hvidvask. Det blev helt begravet i valgkampen. Det samme er diskussionen om Finanstilsynets adfærd, bankernes rolle i samfundet og de politiske rammer for finanssektoren. Det er, som om disse emner aldrig har eksisteret eller spillet nogen rolle for de sidste mange års samfundsdebat: offentlige og private penge, og hvordan vi dybest set håndterer dem som samfund. Det handler om det politiske ansvar og tilliden til de folkevalgte. Er det mon derfor, de ikke har lyst til at tale om det?

Læs også denne uges valgkampreportager:
Statsministerens drøm om en SV-regering får mange i Venstre til at længes efter det befrielsens øjeblik, da man slipper af med ham: »Befrielsespartiet«
Brun sovs, agurkesalat, velfærdsmilliarder, stram udlændingepolitik og løfter om bedre tider skal genrejse Socialdemokratiet: »Partiet, der ikke er De Radikale«
Hør også »Valgkampen med Arne Hardis og Hans Mortensen« hver søndag eftermiddag frem mod valget 5. juni.
Del:
