Dobbeltmonarken. Statsministerens drøm om en SV-regering får mange i Venstre til at længes efter det befrielsens øjeblik, da man slipper af med ham. Men hvem skal overtage?

Befrielses­partiet

Befrielses­partiet Af Arne Hardis og Hans Mortensen

Køen til den jubilerende og bogsignerende Lars Løkke Rasmussen var anselig, hvad der er let at forstå. Hans eget og Kirsten Jacobsens fællesværk, Befrielsens øjeblik, ligner allerede et dramatisk samtidshistorisk dokument, og bogen inklusive muligheden for en Løkkeautograf var med, da partiformanden for en uge siden på Køge Havn fejrede ti år som Venstres førstemand.

Men hvor var Venstres magtlag? Under Køgebryggeriet Braunsteins hvide teltdug kunne fra de øvre cirkler alene ses ministrene Claus Hjort Frederiksen, Ulla Tørnæs og Lars Christian Lilleholt plus folketingsmand Jan E. Jørgensen og den europæiske spidskandidat, Morten Løkkegaard.

Kristian Jensen, den anden halvdel af Venstres formandskab, kikkede pligtskyldigt forbi i nogle minutter efter at have været til pokalfinale i Parken. Jakob Ellemann-Jensen var til konfirmation og således lovligt undskyldt.

Den tynde opstilling kan forklares uden drama. Det er valgkamp, alle Venstrekandidater, høj som lav, kæmper indædt ud over det ganske land for et godt valg. Men hvad er det egentlig, de kæmper for, ud over deres eget mandat? For Venstres politik? Eller for den, Løkke præsenterer i Befrielsens øjeblik? Og hvem kæmper de for? For Løkke eller hans snarlige arvtager?

Den bog, den bog. Den hviler på den umulige antagelse, som postuleres helt ud i titlen, at Lars Løkke er fri til at sige, hvad han vil, så snart valget er udskrevet. Fri til at lægge den politiske kurs brat om, ydmyge wingman Kristian Jensen samt opregne egne styrker, svagheder og overvejelser i et kaotisk krydsfelt mellem person og politik.

Så det gør Løkke i Befrielsens øjeblik. Han har glædet sig til »at kunne stå her i egen ret. Sige, hvad jeg mener – uden at skulle tænke, at det ikke går«, som det formuleres i bogen. Der ryges en del cigaretter i Kirsten Jacobsens sært fascinerende gengivelse af deres mange samtaler. Man får et glas og sænker skuldrene. Løkke gider ikke kikke sig over dem, gider ikke tabe sig for at svare til det offentlige billede. Gider ikke være i kontrol på værtshuset Jeppes Badehotel. Endelig sig selv. Endelig frikvarter.

Et frikvarter, som naturligvis ikke findes i politik. Ét er, at Løkke håner, at »en mand kravlede op i et træ«, latterliggørelse af Samuelsen er blevet en del af den moderne politiske kanon. Anderledes dramatisk er bogens egentlige, disruptive budskab: Der er jo ikke alverdens forskel på Venstre og Socialdemokratiet, så skulle vi ikke slå os sammen og være de voksne og løse problemerne hen ad vejen? Efterlade Samuelsen, Skipper, Vermund – og senest Paludan – i grøftekanten råbende deres skingre ultimatummer ud over de øde marker?

Det kan man kun foreslå, fordi man er formand, fordi man er statsminister, fordi et parti ikke kan skifte heste midt i valgkampens fossende vadested. Det kan man kort sagt ikke. Bogen har da også selvantændt Venstre, flået gamle traumer op og – selvfølgelig – aktualiseret den nervøse fraktionering og arvefølgestrid, som har gæret i partiet siden en sommeraften i Odense for snart fem år siden.

Dobbeltmonarken

I Befrielsens øjeblik etablerer Lars Løkke sig som en slags dobbeltmonark. Han residerer over Venstre med dets formandskab, ministre, magtbalancer og ordførere, dets program og historie, dets nøje planlagte valgkamp og pædagogiske valgmanual. Det parti udmaler den forudsigelige nationale katastrofe, skulle Socialdemokratiet få held til at slippe skatterne løs og lade afviste asylsøgere lave deres egen mad.

Og han residerer over det nye enmandsparti, Befrielsespartiet, som med Kirsten Jacobsen-bogen som partiprogram vil bygge bro over de sparsomme modsætninger over til Mette Frederiksen.

Venstreformanden forklarer, at han blot har åbnet en dør på klem for noget andet. På klem? Døren slås i bogen op, så det knager i hængslerne. Lars Løkke erklærer ligeud, at hans »refleksion« er »den bedste løsning for Danmark«. Det henviser i sagens natur i bedste fald VLAK-regeringen til andenpladsen.

Det er værd at bemærke, at bogens erklæringer om SV-projektet er faldet, før Løkke også havde Rasmus Paludan at forholde sig til. De er møntet på et folketing, hvor Nye Borgerlige er ene om at ville se stort på konventionerne.

Og det er endvidere bemærkelsesværdigt, at meningsmålingerne ikke har været i nærheden af det scenario, hvor Løkke skal håndtere det ydre højres mandater. Men som bekendt har Løkke dekreteret en meget lang valgkamp, og det er altid godt at være beredt på alle eventualiteter.

I Befrielsespartiet bruger man ikke kræfter på at støtte næstformanden for Venstre, man er frustreret over VLAK-projektets urimelige aktører, og man er ikke bange for de mindre udlændingeindrømmelser, som Venstre frygter vil kaste Danmark i afgrunden: et antal kvoteflygtninge, lidt madlavning blandt de afviste asylsøgere på Sjælsmark Kaserne. Det »betragter jeg ikke som den store ideologiske kløft. Altså, det kan vi godt tale om«, som han forklarede i DRs Aftenshowet og gentog i Jyllands-Posten.

Det løkkeske dobbeltmonarki er en umulighed. Det lader sig kun styre, skulle længslen efter SV-regeringen vise sig at fange en dybere stemme i vælgerhavet, der får de flade meningsmålinger til at flyve.

SV-ideen lader sig nok bedst forstå som en offensiv udgave af den gode gamle noget vil vise sig-strategi. Der er en let identificerbar træthed over blokkenes fængsel og fløjenes skingre krav, som giver sig de forskelligste udtryk: Alternativets drøm om at stå uden for blokkene, Radikales krav om at gøre Danmark uafhængig af Dansk Folkepartis mandater, Socialdemokratiets idé om en etpartiregering, som kan samarbejde med alle og enhver. Venstres egne målinger. Borgmesterlaget i dansk politik, eksempelvis i skikkelse af Hernings stærke Venstreborgmester, Lars Krarup, som i lang tid har talt for samarbejde med Socialdemokratiet.

Løkkes svar på de foreløbigt flade meningsmålinger? En næsten messende afvisning af enhver anledning til bekymring: »Der findes en ro, og den beror på, at man er tro mod det, man tror på.«

Fortvivlelsens selvhjælp

Løkkes soloridt har udløst voldsom frustration i Venstre og aktualiseret det latente kronprinsedrama, som spalter ud i tre nervøse strømninger: Løkkes, Kristian Jensens og Jakob Ellemanns tilhængere.

Der tales om holdbarheden af aksen Kristian Jensen-Troels Lund Poulsen. Der tales om Jensens mobilisering af sit 2014-bagland til brug for forestående opgør. Der tales om, at Løkke holder Jensen ude af valgkampsforberedelsene, så formandskabsmakkeren må møde uforberedt op til pressemøder. Og der tales om en mulig alliance mellem Inger Støjberg og den Jakob Ellemann, som rituelt afsværger interesse i andet end en sejr til Venstre og blå blok.

Kendere af Venstres historie tænker muligvis her tilbage på den augustdag i 1984, da Jakob Ellemann-Jensens far, Uffe, under en fødselsdagsfest for Poul Hartling trak gruppeformand Ivar Hansen ud på terrassen.

Uffe Ellemann havde lovet ikke at stille op mod Ivar Hansen som ny formand efter Henning Christophersen, men fortrudt, hvad han meddelte Ivar Hansen. Du har lovet ikke at stille op, indvendte Hansen. Det har jeg, svarede Uffe Ellemann, og det er det løfte, jeg nu løber fra.

Han var blevet rådet af sin far, Jens Peter Jensen, til at tage opgøret, da han ellers risikerede at miste alt.

Uden for citat falder mest negative beskrivelser af Løkke, nogle meget aggressive. De rammer også partifæller, som hurtigt erklærede sig som støtter af Løkkes overraskende SV-projekt: Jan E. Jørgensen, som har talt om »en slags undtagelsestilstand« med henvisning til Nye Borgerlige, Rasmus Paludan og venstrefløjen. Og Søren Pind, som om den øjeblikkelige situation har brugt udtrykket »fortvivlelsens selvhjælp«, der hidrører fra Orla Lehmanns 1848-appel til kong Frederik VII om demokrati.

»Man skulle tro, de havde trukket deres juridiske eksamen i samme automat som Rasmus Paludan,« som en ihærdig modstander af SV-drømmen formulerer det.

En af de få, der kritiserer SV-ideen åbent, er Martin Geertsen. »Jeg blev overrasket, for jeg har brugt 30 år i politik på at jagte socialdemokrater,« siger han, men anerkender samtidig, at der har været en gunstig effekt af Løkkes udspil: Nu er der pludselig fokus på, at Mette Frederiksen står skulder ved skulder med Pernille Skipper.

»Der er kastet en håndgranat ind i den røde lejr,« konstaterer Geertsen.

Åben støtte får Løkke som anført fra Søren Pind, der har trukket sig fra aktiv politik, men ikke i nogen forstand som kommentator af samme. Han ser perspektiver i at komme ud af den »indædte konkurrence« mellem Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti om at være strammest på udlændingepolitikken.

»Det borgerlige Danmark har fået islamitis. Man har ikke en strategi for, hvad der virker, eller hvorhen man vil. Man vil kun være hårdest. Ingen fortæller, hvornår nok er nok, og den megen snak om forfald og sammenbrud og det hele er ad helvede til har næret typer som Rasmus Paludan,« mener Pind.

Løkke selv har valgt at trække i land. Han har undskyldt for eventuelt at have skabt tvivl om den politiske linje, han ønsker mest af alt at kunne stå i spidsen for en borgerligt-liberal regering, Socialdemokratiet er faktisk meget venstreorienteret. Han har forsikret om næstformand Jensens fremragende evner. Tror man, han skulle mene andet, er det »bavl, spin og dynamolygte«.

Og han har fastslået, at når han talte for mere liberale måltidsregler for de afviste asylsøgere på Sjælsmark Kaserne, mente han faktisk det modsatte. Han ville bare forklare, at det var med blødende hjerte, han var nødt til at stå fast på de eksisterende regler. Inden da nåede han at komme i åben erklæringskrig med sin udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg.

Men det kan jo være svært for en uprøvet statsminister at holde hovedet koldt, når han kommer i kløerne på de hårde journalistiske hunde i Aftenshowet, som en spydig kilde bemærker.

Nu med bivogn

Mens Befrielsens øjeblik har igangsat et opgør i Venstre, som i sagens natur må brænde indad, lavmælt og anonymt, har bogen udløst en åben kursjustering uden for partiet selv. Dansk Folkeparti har – i åbenlys overensstemmelse med jammerlige meningsmålinger – fraveget sin hidtidige kurs, ifølge hvilken man helst vil i regering med Løkke, hvis partiet får omkring 17 procents opbakning og tilstrækkelig med indrømmelser – den såkaldte plan A.

Skulle det mislykkes, har man opereret med en plan B: Dansk Folkeparti vil være parat med sine mandater, så Mette Frederiksen som statsminister holdes fast på en stram udlændingekurs, skulle blå blok tabe.

Som meningsmålingerne har udviklet sig, rækker Dansk Folkepartis mandater hverken til plan A eller plan B. Anført af Pia Kjærsgaard og fulgt op af Kristian Thulesen Dahl slår Dansk Folkeparti nu til lyd for en regering bestående af Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Uden nogen betingelse om egen mandatstyrke.

Hvis Mette Frederiksen vinder, siger Thulesen Dahl til Børsen, er der to muligheder: at hun klarer sig med sine støtter i rød blok. »Eller også at hun bider til bolle på en SV – og jeg vil så også sige en V-S-DF-konstellation – hvor tingene på den måde klares hen over midten.«

Begge lyder som et ekko af Løkkes SV-vision, idet de dog har skrevet deres eget parti ind i rollehæftet som stabiliserende bivogn.

 

Læs også Hans Mortensens reportage fra Mette Frederiksens kampagnetur: »Partiet, der ikke er De Radikale«

Hør også »Valgkampen med Arne Hardis og Hans Mortensen« hver søndag eftermiddag frem mod valget 5. juni.

Hør også podcasten »Valgets tale med Arne Hardis« om fem folketingsvalg, som fik afgørende betydning:

Lyt til »Valgets tale med Arne Hardis« her på weekendavisen.dk/podcast – eller hvor De ellers lytter til podcasts.

Side 2