Klassekamp. Brun sovs, agurkesalat, velfærdsmilliarder, stram udlændingepolitik og løfter om bedre tider skal genrejse Socialdemokratiet. Det handler i høj grad om, hvem og hvad man ikke vil være. Hans Mortensen har været på bustur med Mette Frederiksen.

Partiet, der ikke er De Radikale

Hen mod slutningen af tirsdagens femte og sidste arrangement tabte hun for første gang kampagnesmilet. Men kun for en stund. Ellers havde det været intakt siden den røde valgbus tidligt om morgenen samlede hende op ved hjemmet. Og hvorfor skulle Mette Frederiksen ikke også smile. Ifølge alle tegn i sol, måne og meningsmålinger styrer hun mod en valgsejr om godt halvanden uge.

I det store hele bliver hun taget godt imod af studerende, pensionister, kursister – ja selv børnehavebørn med forberedt sang og dans. Men hun vil selvfølgelig også være børnenes statsminister. Hun lytter og lover, at hun vil forsøge at gøre det bedre, end det er i øjeblikket. Ikke alt bliver godt, for hun skal bruge penge og mandater, men bedre. Mere velfærd end nu – og mere end regeringen lover, selv om den også lover mere velfærd. »Gør gode tider bedre for alle,« hedder den nye økonomiske plan, der blev præsenteret mandag.

Undtagelsen kom under et borgermøde i Svendborg. En mand i salen ville egentlig gerne stemme på Socialdemokratiet, men han havde det svært med partiets udlændingepolitik, der var blevet ham for sort. Hvornår mon han fik det ægte Socialdemokrati tilbage. Det, der var internationalt, humanistisk orienteret, og som viste omsorg for de svageste.

Spørgsmålet irriterede den socialdemokratiske formand, der ellers har opøvet kunsten at styre temperament og toneleje. Men at antyde, at netop hendes udgave af Socialdemokratiet ikke skulle være den ægte vare, er skrap kost. For netop det er den underliggende bastone under alt, hvad der kommer ud af partiets munde i denne valgkamp.

Mette Frederiksen bærer rundt på det gamle arbejderpartis sande sjæl, og hun har personligt befriet den fra Finansministeriets rentekammer, hvor Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon med hjælp fra Margrethe Vestager havde låst den inde. Derefter har hun renset den for kulturradikale pletter afsat af aldrende nittenhalvfjerdsertyper, der i et par årtier hærgede partiet.

Det store selvopgør

Så manden i Svendborg fik en returbold af den hårde slags. Mette Frederiksen har ingen planer om at falde tilbage til gamle vaner.

»Dengang ville man ikke indrømme, at der var store integrationsproblemer, og derfor overlod man opgaven til den almene boligsektor eller til folkeskolelærerne i Tingbjerg. Jeg har også svært ved se det humanistiske i en flygtningepolitik, der betyder, at mennesker skal over Middelhavet i gummibåd, og hvor de få stærkeste når frem til Danmark, mens de svage efterlades. Jeg har en forpligtelse til, at vi ikke får flere til Danmark, end vi kan integrere. Det er måske ikke det store problem for folk, der bor i gode huse og har interessante job, og hvor livet i det hele taget spiller. Men det er det for folk i udsatte områder, og dem har jeg også et ansvar for,« sagde hun.

Mette Frederiksens retorik er ikke tilfældig. Hun har selv været en af dem, der stod på den anden side af gærdet i udlændingepolitikken. Det har hun erkendt og fortrudt, siger hun. Nu står hun så fast på sin kurs, at hun har satset sin mulighed for at blive statsminister efter valget.

»Hvis en række mindre partier – som jeg ikke tror kommer til at udgøre et flertal – vil afkræve, at jeg skal begynde at åbne op for en udlændingepolitik, som jeg grundlæggende tror vil være forkert for det danske samfund, så vil jeg ikke være statsminister for enhver pris,« sagde hun under sin duel med statsminister Lars Løkke Rasmussen i TV2 søndag aften.

De mindre partier er Enhedslisten, men først og fremmest De Radikale, der gennem en rum tid har skabt en anselig samling ultimative krav om lempet udlændingepolitik, hvis de skal hjælpe Frederiksen til magten.

Ifølge den socialdemokratiske analyse er det imidlertid politisk selvmord at føje De Radikale, efter at man har brugt fire år på at overbevise et betydeligt antal vælgere om, at de roligt kan skifte Dansk Folkeparti ud med Socialdemokratiet.

Det historiske skræmmeeksempel hentes i 2011, da den daværende ledelse efter valget gik op i et sort tårn på Amager medbringende den økonomiske plan Fair Løsning og kom ud med et regeringsgrundlag, hvor man ville »videreføre den borgerlige regerings økonomiske politik i bredeste forstand«.

Også det har Mette Frederiksen fortrudt, må man forstå, selv om hun sad som minister i den regering, der førte grundlaget ud i livet. Fortrydelsen ses dels i måden, man formulerer politik på, dels i selviscenesættelsen.

Mette Frederiksen vil være børnenes statsminister. Foto: Niels Christensen
Mette Frederiksen vil være børnenes statsminister. Foto: Niels Christensen

Nina, Ritt, Helle og Jytte

I sin bog Vangede Billeder skriver Dan Turèll om den lokale fagforeningsformand Artur Lindholm:

»Artur er stadig rød, men roligt og stædigt og sejgt rød, rød til hverdag. Artur siger altid bare ’Arbejdsmændene’, når han tager telefonen nede i Arbejdsmændenes Hus, hvor der i forlokalet – lige når man kommer ind – hænger store billeder på væggene af Stauning, Hedtoft og H. C. Hansen, men ikke af Kampmann, ikke af Krag (’Det ka være det samme’), hvorimod Anker jo nok skal op.«

Der er noget Artur Lindholm over Socialdemokraternes omgang med perioden 2011-2015. Tirsdag formiddag i Næstved blev Mette Frederiksen foran et par hundrede mennesker interviewet af radioværten Søren Dahl. Det foregik på en scene, hvor Dahl samtidig var ved at koge en kylling på et interimistisk komfur. Grunden til det sidste er uopklaret. På et tidspunkt i enhver valgkamp holder man op med at undres over aparte indslag. Og at koge en kylling er ingenlunde det mærkeligste, der er set i årets udgave.

Nå, men et af spørgsmålene var, om Frederiksen som socialdemokrat egentlig er tilfreds med niveauet af ligestilling.

Det er hun i det store hele, om end det halter med indvandrerkvinder, det skal vi gøre noget ved. Og så er hun forresten stolt af at tilhøre et parti, der har fostret stærke kvinder som Ritt Bjerregaard, Helle Degn og Jytte Hilden. Men især er hun stolt af at være i samme parti som verdens første kvindelige minister, Nina Bang.

Hvis hun også er stolt af, at partiet har fostret landets første kvindelige statsminister, nævnte hun det ikke i sammenhængen.

Det kan selvfølgelig være en forglemmelse, men faktisk taler man ikke så meget om Thorning i Socialdemokratiet. Som om man godt vil have de fire år skrevet ud af historien som en anormalitet. Det billede er ikke oppe at hænge for tiden, for Thorning repræsenterer noget forkert – ikke bare den borgerlige økonomiske politik i bredeste forstand. Det er noget dybere. Hun er på en måde på den forkerte side i den nye klassekamp.

Hvor de gamle koryfæer kæmpede for det daglige brød til sultens slavehær, og næste generation støbte fundamentet under velfærdssamfundet, kan man i det nuværende parti ane en ny front. En klassekamp, der ikke er økonomisk, men kulturel.

Socialdemokratiet er ifølge meningsmålingerne på vej mod en valgsejr. Foto: Niels Christensen
Socialdemokratiet er ifølge meningsmålingerne på vej mod en valgsejr. Foto: Niels Christensen

Hvis man ser på summen af det, der kommer ud af topsocialdemokraters munde og penne i disse år, retter det i langt højere grad skytset mod den kulturelle elite end mod den økonomiske. Jo, jo, banker skal beskattes mere. Store aktieformuer ditto. Men de hårde slag rammer andetsteds, og det var det, manden i Svendborg fik at vide, da han ønskede sig sit gamle socialdemokrati tilbage, for hans gamle parti er ikke det rigtige gamle parti – Svend Aukens måske, men ikke H.C. Hansens eller Staunings, må man forstå.

Det er samme grundtone, man aner, når folketingsmedlem Kaare Dybvad i sin seneste bog De lærdes tyranni angriber »den kreative klasse«, som angiveligt har skævvredet uddannelsessystemet, så akademikere favoriseres på bekostning af efterspurgte håndværkere.

Der er samme tone i partifællen Mattias Tesfayes bog Velkommen Mustafa, hvor man kan læse, hvordan fremsynede vestegnsborgmestres bekymring over indvandringen blev skubbet til side af partiets egen elite – først og fremmest Svend Auken. Og senest er der Henrik Sass Larsens angreb på den førte kulturpolitik, der ifølge ham tilgodeser et velstillet kulturradikalt segment, der går i teater, opera og ballet for andre menneskers penge, mens den brede folkelige kultur vansmægter.

Samlet set er det et angreb, der godt nok rammer dele af eget parti, men sigtet er først og fremmest De Radikale og dette partis storbyvælgere.

Ikke noget med at virke kulturradikal

Socialdemokratisk irritation over De radikale er ikke af nyere dato. Da Staunings første regering faldt i 1926, sagde den socialdemokratiske minister K.K. Steincke på et internt møde, at De Radikale trængte til »en omgang i en valgkamp«. Imidlertid har de to partier været bundet sammen i et skæbnefællesskab, og det hører til undtagelserne, at socialdemokrater har kunnet regere landet uden radikal hjælp.

Sådan ser det også ud til at blive denne gang, selv om mængden af bejlere stiger dag for dag. Listen over partier, der gerne vil regere sammen med Socialdemokratiet, er senest blevet udvidet med Dansk Folkeparti og endda Venstre – eller i det mindste Venstres formand.

Alligevel spøger De Radikale hele tiden, især hos vælgere, der under kampagnen henvender sig til den socialdemokratiske formand. Mange vil godt have hende til at love, at hun ikke giver indflydelse til den side, og det har hun nu lovet. I hvert fald når det gælder udlændingepolitikken.

Det er imidlertid ikke kun i dette konkrete løfte, der lægges afstand. I den nye socialdemokratiske version af klassekampen mod den kulturelle overklasse tænkes der over signalværdierne. Ikke noget med at virke kulturradikal – ikke noget med at ligne unævnelige Helle med den der dyre taske.

Da Mette Frederiksen under interviewet med Søren Dahl erfarede, at den kylling, der stod og kogte på scenen, siden skulle anvendes i en pastaret, måtte hun lige nævne, at hun foretrækker kylling med nye kartofler, brun sovs og agurkesalat. Ordentlig dansk mad til en ordentlig arbejderpige fra Aalborg Øst, om man må bede.

Da Frederiksen tidligere i år valgte at flytte fra Ballerup til Hareskovby, spurgte en journalist fra Ekstra Bladet gennem partiets pressetjeneste om, hvad vælgerne sagde til, at formanden nu bor i Nordsjælland. »Det er jo ikke Nordsjælland, hun flytter til. Det er lige mellem Herlev og Værløse,« svarede partiets pressechef, og da avisen alligevel skrev Nordsjælland, forsøgte folketingsmedlem Kaare Dybvad, der er uddannet geograf, at belære avisen. Signalerne betyder noget i det parti, og baglandet er i det store hele i bedre humør, end socialdemokratiske baglande har for vane.

Foto: Niels Christensen
Foto: Niels Christensen

Allerede på Frederiksens første partikongres som formand kunne man næsten fysisk fornemme lettelsen over at have fået vristet partiet ud af kløerne på hende den fremmede fugl og hendes hjælper, der nu viser sit sande ansigt fra sin post som chefredaktør og lederskribent på dagbladet Børsen.

Herfra svinger han – altså Bjarne Corydon – jævnligt svøben over den uansvarlighed, der går i svang i partiet. Men noget større indtryk ser det ikke ud til at gøre. Stik mod den gamle finansministers råd lader man milliarder springe til velfærd, bebuder skattestigninger for de bredeste skuldre og proklamerer, at skattelettelsernes tid er forbi.

Selv Anker Jørgensen, som det i en årrække var lidt pinligt at nævne, har fået sin hædersplads tilbage. For partiets kritikere er hans økonomiske kurs mod afgrunden stadig et yndet skræmmebillede – senest halet frem, da Mette Frederiksen i denne uge præsenterede partiets økonomiske 2025-plan. Men for mange i det ældre bagland er han stadig en folkets mand – den sidste af slagsen faktisk.

Så man står ved sin Anker, og man ranker ryggen og skriver og redigerer på partihistorien, så den flugter med nutiden. Anker var jo ret kritisk over for indvandringen allerede i 1970erne, husker man. Så der er en linje, selv om enkelte folk i Svendborg ikke kan se den.

Det kan man til gengæld i den Socialdemokratiske folketingsgruppe, hvis værelse er blevet udsmykket med store historiske tableauer i krasse farver. Her ser man nutidens og fortidens ledere i mere eller mindre heltepositur, så man kan se, at der er en linje i det hele, selvom man indimellem kommer til at sige og gøre ting, man siden må fortryde.

 

Læs også Arne Hardis' og Hans Mortensens artikel om Lars Løkke Rasmussens drøm om en SV-regering: »Befrielsespartiet«

Hør også »Valgkampen med Arne Hardis og Hans Mortensen« hver søndag eftermiddag frem mod valget 5. juni.

Hør også podcasten »Valgets tale med Arne Hardis« om fem folketingsvalg, som fik afgørende betydning:

Lyt til »Valgets tale med Arne Hardis« her på weekendavisen.dk/podcast – eller hvor De ellers lytter til podcasts.