Blind høne

Man skulle tro, at det efterhånden var sivet ind: Det er en dårlig idé at ignorere de europæiske arbejderklasser, der betragter EU som teknokratisk, udemokratisk og ude af kontakt med almindelige menneskers problemer. Brexit var en advarsel, der viste, at EU ikke kan tage europæernes opbakning for givet, og ved det seneste EU-parlamentsvalg i juni gik højrefløjen frem i bærende lande som Frankrig og Tyskland. Alligevel ledes EU i dag af en kvinde, som ingen europæere har stemt på, og som nu vil diktere, hvem demokratisk valgte regeringer indstiller som kommissærer.

Ursula von der Leyen, formand for EU-Kommissionen, ventes i næste uge at præsentere unionens 26 nye kommissærer. Hun har erklæret at ville øge andelen af kvinder, og i et brev opfordrede hun for nylig medlemslandene til at indstille både en mand og en kvinde. Dermed er Ursula von der Leyen i færd med at underminere medlemsstaternes nationale kabaler og lægge sit eget virkelighedsfjerne puslespil. Det færdige billede bliver ikke kønt.

Kønsbalance er blevet en socioøkonomisk markør for folk med deres på det tørre. Det er udelukkende eliten, der definerer manglende kønsbalance som et samfundsproblem, og det skyldes, at deres andre problemer allerede er løst. Er man arbejdsløs eller lavtlønnet, går man op i stigende leveomkostninger, en bedre fremtid for sine børn og en alderdom, der ikke tilbringes i fattigdom. Rigtige, materielle bekymringer, som eliten ikke ligger vågen over om natten. 

Ursula von der Leyen udstiller blot, at hun tilsyneladende er både blind og døv over for det, Europas befolkninger prøver at fortælle ved valg efter valg. Men kvinder er hun opsat på at finde.

Uden skam i livet promoverede hun da også sig selv med henvisning til sit køn, da hun stillede op som kandidat til formandsposten.

»Det er med stor stolthed, at det endelig er en kvinde, der er formandskandidat for Europa-Kommissionen,« sagde hun.

Tror hun virkelig, at arbejdsløse grækere eller italienere, der overløbes af illegale migranter, interesserer sig for karrierefremme for højtlønnede kvindelige kosmopolitter?

MARGRETHE VESTAGER GØR tilsyneladende. Danmarks ufrivilligt afgående kommissær er med påfaldende timing sprunget ud som ihærdig forsvarer for flere kvinder. Hun kritiserede for nylig i et interview, at flere lande ikke havde fulgt Ursula von der Leyens opfordring:

»Det er desværre et maskefald for manglen på indsats, hvad angår lige muligheder og kønsbalance (...) Hun beder blot om to personer at vælge imellem. Det er virkelig en skam, at medlemslandene ikke følger op og giver hende denne mulighed for at sammensætte den bedst mulige kommission og for at gøre den kønsbalanceret.«

Hvis noget svækker EUs folkelige legitimitet, er det netop denne form for selvoptagede retfærdighedssans, hvor kvinder på toppen af velstandspyramiden prøver at klynke sig til en bedre karriere ved at påstå, at de i virkeligheden ligger i bunden.

EU har ingen vigtigere opgave end at sikre de ydre grænser og stoppe tilstrømningen af asylansøgere og migranter. Hvis befolkningerne oplever et nyt migrationskollaps som i 2015 – ikke mindst fra deres egne regeringer – kan det føre til et nyt kollaps i opbakningen til EU.

Så kan Ursula von der Leyen stå med alle de kvindelige kommissærer i strategisk lyserøde jakkesæt, og det vil hverken gøre til eller fra.