Blå jul

Efter hektiske måneder med valgkamp og regeringsdannelse begynder julefreden at sænke sig over dansk politik. Undtagen for én partileder, nemlig Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt.

Det er ikke blot hans, men efter alt at dømme partiets skæbne, der afgøres, når Retten på Frederiksberg på onsdag afsiger dom over Messerschmidt i sagen om svindel med EU-midler.

Som bekendt er Dansk Folkepartis leder allerede en gang blevet idømt seks måneders betinget fængsel i sagen, men dommen blev ophævet, da dommeren kunne mistænkes for inhabilitet på grund af nogle likes på Facebook. Anklageren kræver igen seks måneders betinget i den nye sag.

Dansk Folkeparti klarede med det yderste af neglene at holde sig over spærregrænsen ved valget i november. Men idømmes partilederen en straf, der tvinger ham ud af Folketinget, vil det have alvorlige konsekvenser for den nødvendige genopbygning. Ender dommen til gengæld med en frifindelse, kan det styrke Messerschmidts fortælling om politisk forfølgelse. Og politik er der i sagen, hvor vidnerne i påfaldende grad husker forskelligt om den omstridte EU-konference på partiets sommergruppemøde i 2015. Dem, der har forladt partiet, kan ikke huske nogen konference, dem, der er blevet, kan.

Mens Messerschmidts foreløbige skæbne altså formodentlig bliver afgjort i denne uge, har de øvrige blå partiledere juleferien til at tænke over en fremtidig rolle i politik.

Med forskellig stemmeføring har de angrebet Venstres Jakob Ellemann-Jensen for at have svigtet det blå samarbejde ved at gå i regering med Mette Frederiksen. Men kritikken afdækker også den resterende del af blå bloks mere grundlæggende problem.

Reelt har der kun været én fællesnævner i kritikken, nemlig at Ellemann har opgivet kravet om en advokatvurdering af minksagen.

Derudover stritter det i mindst et par retninger. Liberal Alliances Alex Vanopslagh finder de bebudede skattelettelser for små og de økonomiske reformer for uambitiøse. Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti er mest bekymrede for udsigten til lempelser i udlændingepolitikken, og det samme er Inger Støjberg, der yderligere angriber planerne om en CO₂-afgift på landbruget.

Den første meningsmåling efter regeringsdannelsen blev mandag formiddag offentliggjort af Voxmeter. Den viser en marginal samlet fremgang på 1,7 procentpoint til de blå oppositionspartier, mens Venstre taber vælgere. Der er altså tilsyneladende et vand at fiske i, men et hav er det næppe.

Problemet er mere, hvordan en gruppe partier, der kun har kravet om et retsopgør efter minksagen som fælles grund, skal kunne formulere en slagkraftig borgerlig opposition.

Kan man på nogen måde få Vanopslaghs krav om større skattelettelser og mere grundlæggende reformer af velfærdssamfundet ned i samme gryde som Inger Støjbergs, Morten Messerschmidts og til dels Pernille Vermunds mere nationalkonservative regeringskritik? Og hvor vil De Konservative lægge sig? Tæt på regeringen, som de selv var på vej ind i, eller i koret af højrøstede kritikere?

Lars Løkke Rasmussen afskrev blå blok i valgkampen 2019, fordi han ikke fandt noget fælles grundlag at regere videre på efter at have oplevet magtkampene mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Jakob Ellemann-Jensen nåede til en tilsvarende erkendelse på baggrund af valgresultatet i november og især den kendsgerning, at de blå partier, der havde tabt valget, ikke engang kunne enes om at pege på den samme kongelige undersøger.

Nu er regeringen dannet, og den vil skulle håndtere både en rød og en blå opposition. Men hvis den blå af slagsen ikke vil ende med at bevise, at Løkke og Ellemann gjorde ret i at afskrive dem, skal de givet i gang med at udtænke en langsigtet politisk strategi. For en gentagelse af kravet om en advokatvurdering vil næppe som politisk metode holde en valgperiode ud.