Anklagemyndigheden har den 16. september udsendt en pressemeddelelse om, at der rejses tiltale mod den suspenderede chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, FE. Det sker ni måneder efter, at Lars Findsen og tre andre efterretningsfolk til offentlighedens store forbløffelse blev anholdt og sigtet efter straffelovens § 109.
Forbløffelsen skyldtes dels det helt usædvanlige, at sagen omfattede en så højtstående person med ledende poster i de hemmelige tjenester gennem en årrække. Findsen har også været chef for Politiets Efterretningstjeneste, PET, og departementschef i Forsvarsministeriet. Desuden var det en overraskelse, at anklagen handlede om læk af højt klassificerede oplysninger, som ifølge anklagemyndigheden var omfattet af en paragraf med en strafferamme på fængsel indtil 12 år, der ikke har været anvendt i 42 år.
Findsen blev den 17. februar løsladt af landsretten efter at have tilbragt 71 døgn i varetægtsfængsel med besøgs- og brevkontrol. I rettens kendelse blev det lagt til grund, at der var begrundet mistanke med hensyn til seks ud af ni anklagepunkter, men ikke fornødent grundlag for at holde ham varetægtsfængslet.
Af den aktuelle pressemeddelelse fremgår det, at tiltalen nu omfatter i alt seks forhold. Den angår overtrædelse af § 109, stk. 1, ved i flere tilfælde at have røbet hemmeligheder af betydning for statens sikkerhed »og/eller« overtrædelse af den almindelige bestemmelse om tavshedspligt i § 152, som i stk. 2 har en strafferamme på fængsel indtil to år under særligt skærpende omstændigheder.
Pressemeddelelsen kan godt efterlade det indtryk, at det var bjerget, der fødte en mus.
I betragtning af hvor store kanoner, der hidtil er blevet kørt i stilling mod Lars Findsen, er det påfaldende, at tre forhold omfattet af den oprindelige sigtelse nu er droppet, og at nogle forhold ikke længere henføres under den skrappe § 109, men under den langt lempeligere bestemmelse i § 152. Hertil kommer, at sagen nu skal køre som domsmandssag med udsigt til en straf, der vil ligge langt under de 12 års fængselsstraf, som er maksimum i § 109.
Til sammenligning kan det nævnes, at straffen i egentlige spionagesager sædvanligvis er fængsel i seks eller otte år. Derimod ligger strafniveauet for overtrædelse af »den milde spionagebestemmelse« i § 108 på fire til otte måneders fængsel.
Ønsket om at afvikle sagen som domsmandssag kan muligvis bero på overvejelser om, at det er uhensigtsmæssigt at sætte hele det store og besværlige apparat med nævningebehandling i gang. I en nævningesag er der mange aktører involveret, hvilket kan være upraktisk i en sag om statshemmeligheder. Det kan også være nemmere for anklagemyndigheden at holde to domsmænd end seks nævninge på sporet.
FORUD FOR FE-SAGEN havde ikke mange hørt om straffelovens § 109. Paragraffen kriminaliserer læk af visse statshemmeligheder og har en strafferamme på fængsel indtil 12 år. Første del af paragraffen har følgende ordlyd:
»Den, som røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror, ... straffes med fængsel indtil 12 år.«
Tidligere er § 109 kun blevet trukket frem af det dunkle ved et enkelt tilfælde. Det var i sagen mod DDR-spionen Jörg Meyer, som i midten af 1970’erne fik en dansk kvindelig stud.mag. til at tage ansættelse i Udenrigsministeriet og derfra udsmugle et antal dokumenter. Østtyskeren blev i 1979 idømt seks års fængsel for forsøg på spionage ved at skaffe sig klassificeret materiale.
Bestemmelsen i § 109 indgik i dommen som følge af, at det efter spionagebestemmelsen i § 107 er angivet som en skærpende omstændighed, hvis sagen drejer sig om de i § 109 nævnte forhold. Derudover forekommer der ingen tilfælde af hverken fuldbyrdet overtrædelse af § 109 eller forsøg herpå, heller ikke som led i afgørelser efter § 107, stk. 2.
Medierne har på grundlag af oplysninger fra anonyme kilder kunnet afdække, at anklagerne mod Findsen hviler på efterforskning, der har omfattet såvel telefonaflytning som rumaflytning af samtaler i hans privatbolig og sommerhus. Efter det foreliggende vedrører sigtelserne samtaler med to journalister fra etablerede dagblade samt samtaler med Findsens mor, bror, kæreste og ven/tidligere kollega.
Et af punkterne i sigtelsen knytter sig til Berlingskes oplysninger om den aftale, som efter det oplyste er indgået for år tilbage mellem danske og amerikanske myndigheder om tapning af telekabler på dansk jord. Berlingske kunne den 27. juni oplyse, at det var med hensyn til dette punkt samt et par af de andre, at Østre Landsret ikke mente, der var begrundet mistanke.
BESKYTTELSESINTERESSEN I § 109 er fortroligheden omkring hemmelige aftaler med andre lande. Den omfatter ikke ethvert tilfælde, hvor nogen røber eller videregiver fortrolige oplysninger af betydning for statens sikkerhed. Det grundlæggende formål med bestemmelsen er at værne om fortroligheden i forbindelse med statens hemmelige forhandlinger med fremmede magter.
Nøgleordet er »underhandlinger«, som er et gammelt udtryk for »forhandlinger«. Det er svært at se, hvem den anden part i de hemmelige forhandlinger skulle være, hvis ikke en fremmed stat. I den givne kontekst ville det næppe give megen mening at tillægge bestemmelsens ordlyd en bredere betydning. Med afsæt i »forhandlinger« som bestemmelsens sproglige omdrejningspunkt indskrænkes dens anvendelsesområde yderligere i kraft af tilføjelsen om, at det skal dreje sig om forhandlinger mv., der har betydning for statens sikkerhed, rettigheder i forhold til fremmede stater – eller betydelige samfundsøkonomiske interesser over for udlandet.
Strafansvar for krænkelse af tavshedspligt ved videregivelse af andre typer af fortrolige oplysninger af betydning for statens sikkerhed kan ifaldes efter andre bestemmelser. Det kunne for eksempel være oplysninger om efterretningsrapporter, trusselsvurderinger, kapacitet, beredskabsplaner, bemanding og organisationsstruktur, tekniske installationer, lokaliteter eller bygningsforhold.
Sådanne forhold vil efter omstændighederne kunne indebære pådragelse af strafansvar efter forbuddet mod beskrivelse af militære installationer med videre, de generelle bestemmelser om krænkelse af tavshedspligt, bestemmelsen om tjenesteforsømmelse eller den militære straffelovs paragraf om »krigsforræderi«, der blandt andet omfatter at give fjenden underretning om det danske militære forsvars forhold, herunder forhold vedrørende kommunikations- eller informationssikkerhed.
I så fald er retsstillingen helt anderledes end i en sag om § 109, både i med hensyn til reglerne om mediernes kildebeskyttelse, politiets efterforskningsmetoder og bevisførelse under domsforhandlingen.
I overensstemmelse med ordlyden i § 109 er det i forarbejderne entydigt lagt til grund, at bestemmelsen alene omfatter meddelelser til uvedkommende, der ikke allerede kender oplysningerne. Betydningen af denne afgrænsning for bedømmelsen af anklagerne i de aktuelle sager beror selvsagt på en konkret bevisvurdering såvel som en retlig kvalificering.
Om § 109 er overtrådt i sagen mod Lars Findsen, vil det nu være op til domstolene at bedømme.
Det er i sig selv et demokratisk problem, at den danske straffelov indeholder en meget alvorlig, men antikveret bestemmelse med et anvendelsesområde, som der er omfattende ukendskab til. Dette kan lægge hindringer i vejen for kritisk og undersøgende journalistik.
Jørn Vestergaard er professor emeritus i strafferet ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet. Dele af hans analyse bygger på en længere videnskabelig artikel om samme emne, som han har udgivet i tidsskriftet Juristen.
