Brutal afsked. Fyringen af den konservative parlamentariker Pernille Weiss kan være et varsel om justering af den konservative EU-kurs.
Bekvem møgsag
Det er sigende for tilstandene i Det Konservative Folkeparti, at formanden, Søren Pape Poulsen, på et nyligt afholdt hovedbestyrelsesmøde fandt det nødvendigt at pointere, at fyringen af partiets EU-parlamentariker Pernille Weiss ikke bunder i, at han selv har planer om at eksilere sig til Bruxelles.
Udtalelsen faldt ifølge centrale partikilder, da hovedbestyrelsen torsdag i forrige uge var samlet for at få en orientering om Pernille Weiss-sagen. To dage forinden havde forretningsudvalget ikke blot besluttet, at hun ikke kan være kandidat til det kommende parlamentsvalg. Søren Pape havde også offentligt opfordret hende til at trække sig fra parlamentet med det samme.
At partitoppen var nødt til at reagere på historierne om arbejdsmiljøet hos den enlige konservative parlamentariker, giver sig selv. Men voldsomheden og metoden rejses der til gengæld tvivl om flere steder i partiet, ligesom der spekuleres i, om der er en bagvedliggende dagsorden.
Kort fortalt er sagen, at flere tidligere ansatte over for Ekstra Bladet har fortalt, at de har været nødt til at sygemelde sig på grund af den brutale ledelsesstil, som Pernille Weiss har praktiseret.

Ikke mindst fordi der for nylig har været en tilsvarende sag hos De Radikale, var den konservative top presset til at handle både hurtigt og håndfast. Spørgsmålet er imidlertid, om man handlede så hurtigt og håndfast, at det fik panikkens karakter.
For eksempel er det til diskussion, om det var optimalt, at partisekretæren og partiets næstformand drog til Bruxelles for på et hotelværelse at interviewe udvalgte tidligere ansatte frem for at lave en ekstern og uafhængig undersøgelse.
Det er også omdiskuteret, om man ikke kunne have fundet en mindre brutal løsning, al den stund at sagerne handler om tidligere ansatte, mens de nuværende faktisk har erklæret støtte til Weiss.
Det kan dels tilskrives en ledelse, der stadig ryster på hånden efter en valgkamp, hvor Søren Pape Poulsen begyndte som et bud på en kommende statsminister, men sluttede med en diskussion om, hvorvidt han egentlig er den rette leder af sit eget parti.
Selvom partiet i mandagens måling fra Voxmeter kan notere sig en lille fremgang i forhold til valget, er det stadig påfaldende, at De Konservative har fået så lidt ud af vælgerkrisen hos Venstre. De løse blå vælgere synes stadig mere tiltrukket af Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne.
Den situation skaber begrundet frygt for, om De Konservative kan redde sit mandat ved næste års parlamentsvalg. Sidste gang blev det med nød og næppe trukket hjem via et valgforbund med Kristendemokraterne, der heller ikke er kommet i bedre forfatning i mellemtiden.
Den situation kan begrunde, at den i Danmark relativt ukendte Weiss skiftes ud med et mere dragende navn. Men har De Konservative overhovedet det navn? Søren Pape skal det jo i hvert fald ikke være, må man forstå.
Internt samles snakken om det tidligere folketingsmedlem Marcus Knuth. Han skiftede i 2019 Venstre ud med De Konservative efter valget af Jakob Ellemann-Jensen som partiformand. Knuth mistede imidlertid sin plads i Folketinget på grund af det konservative katastrofevalg i november.
Med Knuth vil De Konservative få en spidskandidat, der er i bedre harmoni med Søren Pape Poulsens tilgang til EU. Både Pape og den magtfulde generalsekretær, Søren Vandsø, regnes blandt partiets EU-skeptiske fløj, der føler et større værdifællesskab med britiske konservative end med eksempelvis tyske CDU.
Den linje har Pernille Weiss ikke delt, og det har i mindst et par omgange givet gnidninger i forhold til partiledelsen. Så ud over at afværge en potentiel skadelig personsag giver fyringen af Weiss en belejlig anledning til at justere kursen inden et vanskeligt parlamentsvalg næste år, hvor man ligesom i indenrigspolitikken får Liberal Alliance, Moderaterne og Danmarksdemokraterne som stærke medbejlere til de borgerlige vælgere.
Del:



