Leder. Søren Papes kærlighedsliv blev valgkampens hovedtema, indtil han lod sig skille. Historien handler om lige præcis dét, der er galt med vores politiske offentlighed.

At slå til Søren

At slå til Søren Af Martin Krasnik

HISTORIEN om Søren Pape fremkalder ikke den mindste tøven hos Politikens lederskribent: »Av, av, av, Pape trækker et stadig længere spor af løgne, fortielser og ubesvarede spørgsmål efter sig,« lyder det. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at sagen måtte handle om bedrageri, underslæb eller løgne om tunge sager i hans tid som landets justitsminister. Hvad skulle det ellers være, der retfærdiggør en så ubønhørlig, infantil tone? Ja, sagen drejer sig som bekendt hverken om landsforræderi, dokumentfalsk eller om en partileder, der har løjet for Folketinget. Den handler om Søren Papes privatliv, ægteskab og en åbenlyst ulykkelig situation.

OM det er det ekstreme offentlige pres, der har fået Pape til at erklære, at han nu skal skilles, kan man ikke med sikkerhed vide – men mon ikke det har været stærkt bidragende, at han er blevet kørt gennem offentlighedens kompostkværn? Politikens leder lyder som et opslag på en intern teenagechat, men der synes at have været bred vished om skandalens enormitet i både gamle og nye medier. Sagen viser, har det lydt igen og igen, at manden jo ikke har nogen troværdighed og dømmekraft.

PAPE er muligvis et fjols, et forelsket fjols, hvis kærlighedsliv er blevet udsat for en af de projektører, der kan lyse mange kilometer op i nattehimlen. Udsat for et sådant lys forsvinder alle toner og skygger. Man må spørge, hvilket kærlighedsliv der ville kunne tåle en sådan belysning, tænk selv efter. Frem i den blændende lyskegle kom historier om, at Papes snart tidligere mand har fortalt ham nogle ret upræcise, måske ligefrem løgnagtige historier om sit ophav i Den Dominikanske Republik: Han var i familie med præsidenten og havde en jødisk opvækst. Historier, som Pape selv har viderebragt. Er det virkelig udtryk for en »partiformand med en så ringe dømmekraft, at det tyndslider hans værdighed og egnethed som statsministerkandidat«? Eller er det snarere en ulykkelig sag, der absolut intet siger om hans politiske dømmekraft som partileder eller kommende statsminister? Manden troede simpelthen på sin ægtefælle. Hvilken naivitet! Jamen har han ikke »brugt disse historier aktivt«, som det lyder? Nej, han har fortalt en historie om sin mand, han troede var sand.

HANDLER den tredje historie om Søren Pape Poulsen så ikke om hans dømmekraft? På en ferie til Den Dominikanske Republik i 2018 mødtes han med landets præsident sammen med ministerkollegerne Mai Mercado og Inger Støjberg – uden at involvere den danske ambassade eller Udenrigsministeriet. Det er selvfølgelig ikke smart, ligefrem amatøragtigt, det siger sig selv. Men det var ikke udtryk for nogen form for korruption, og det er absolut ikke åbenlyst, at det skulle være en skandale, der viser noget meget afgørende om Papes dømmekraft.

OM hans beslutning om at lade sig skille mener mange også at vide nærmest alt. Det er bare for at redde sin politiske karriere, lyder det. Derfor skal han ikke fredes, siger man. Jagten fortsætter. Måske er det nogenlunde her, vi skal spørge, om det er sådan en politisk kultur, vi ønsker. Hvor toppolitikere ikke kan have et nogenlunde normalt (kærligheds)liv med alt, hvad det indebærer af større eller mindre kaos, fejltrin og episodisk ulykke. I andre lande må politikere ligefrem hyre privatdetektiver til at undersøge sig selv, så de er forberedt på at håndtere det snavs, der overhovedet kan findes i deres fortids fjerneste afkroge. Det er ikke en kultur, vi bør stræbe efter.

ALLE normale mennesker har noget at skjule. Politikere må acceptere, at hele deres liv er offentligt eje. Det bærer de – også Søren Pape – selv en del af ansvaret for. Pape har jo ført sig frem som troværdigheden selv. Tillid til Søren Pape har været De Konservatives vigtigste politiske slagnummer. Ikke ønsket om den ene eller den anden politiske reform, nej, Søren har været budskabet. Det har naturligvis gjort ham sårbar for angreb, der piller ved den fortælling. Det er konsekvensen af et af de mest problematiske og enerverende fænomener i moderne politik: det ensidige fokus på den enkelte politikers personlighed og livshistorie. De skal ikke bare vælges, men respekteres, ja, ligefrem elskes af vælgerne. At Søren Papes kærlighedsliv blev valgkampens hovedtema, indtil han lod sig skille, viser med nøjagtighed, hvad der er galt med vores politiske offentlighed.