I 1521 – samme år, som Ferdinand Magellan påsejlede Filippinerne i øst, og Hernán Cortés underlagde sig Aztekerriget i Mexico i vest – ankom 184 hollandske mænd med koner og børn til Danmark.

Christian 2. lokkede dem hertil med et privilegiebrev: De fik overdraget hele Amager minus fiskerlejet Dragør. De stedlige danske bønder blev simpelthen fjernet; Amagerhuse ved Hundested vidner om deportationen. Hollænderne blev, i modsætning til danske bønder, selvejere fritaget for hoveri. Desuden fik de ret til selvstyre og retspleje efter hollandsk lov administreret af den såkaldte schout. Hollandsk lov gav kvinder lige arveret, så man indgiftede sig for at holde jord, gård og indbo udelt på amagerhollandske hænder. Der blev slået hårdt ned på flirt med danskere med nogen indavl som konsekvens. Indtil 1811 blev der prædiket på frisisk i Store Magleby Kirke, og børnene blev undervist på amagerhollandsk.