Åben proces

DEN heftigt omtalte sag mod Henrik Sass Larsen har fået landets forsvarsadvokater til at reagere. Sass Larsens advokat måtte droppe begæringen om navneforbud, fordi diverse mediers omtale af »topchefen« og den »tidligere minister« og slørede billeder af tiltalte på få timer gennemhullede enhver illusion om anonymitet. Man forstår selvfølgelig frustrationen. Man er uskyldig, til det modsatte er bevist, også (ja, særligt) når det gælder anklager om meget grov kriminalitet.

BESKYTTENDE for borgeren er altså denne uskyldsformodning, et princip, der rækker ned i naturretten og helt tilbage til oldtiden. Det påhviler anklageren, ikke den anklagede, at løfte bevisbyrden, og det skal foregå ved en kontrolleret retsproces – ikke ved folkedomstolen. Men der er et andet princip, der er lige så vigtigt: åbenhed i retssystemet, som først blev rigtigt stadfæstet i 1919 sammen med både mundtlighed og lægmandsdeltagelse ved domstolene. Åbenhed skal sikre gennemsigtighed og lighed for loven og værner mod vilkårlighed og skjult magtudøvelse. Også den åbne og mundtlige proces beskytter borgerne: En retssag har en begyndelse og en afslutning, og retten tager stilling til de fremlagte beviser, så alle kan høre og forstå det.

ÅBENHED kan vi ikke tage for givet. Faktisk bevæger retssystemet sig i den forkerte retning – dørene til retssalen lukkes oftere, adgangen til retsprocesserne bliver mindre gennemsigtig. Indfører man som udgangspunkt navneforbud, som Danske Advokater foreslår, vil det være et stort tilbageskridt. Advokaterne bør løfte blikket fra de få spektakulære sager og stå fast på, at åbenhed altid må være udgangspunktet. Lige så afgørende er det, at medierne tager sig gevaldigt sammen og håndhæver det navneforbud, de selv påstår at respektere. I sagen om Sass har flere medier gjort sig skyldige i et hykleri, der gør det stadig sværere at forsvare den åbenhed i retssystemet, der i forvejen er presset.