I den seneste tid har min mave krummet sig sammen flere gange. Hver gang jeg har hørt nyheder eller læst avis, er jeg faldet over en ny skrækhistorie fra folkeskolerne. Mediebilledet har været fyldt med historier om vold, overgreb, våbenbesiddelse, seksuelle overgreb og krænkelser. På skolerne lever tilsyneladende en helt uacceptabel og utilstedelig kultur, og det er ikke et sekund for tidligt at skride til handling.

Skolerne skal være et trygt sted, ikke et sted, hvor vold og seksuelle overgreb er blevet hverdag. Desværre er virkeligheden nogle steder en helt anden – tag blot historierne om elevers seksuelle overgreb på børn ned til niårsalderen på Borup Skole og den 13-årige dreng fra Brøndby, der blev skåret i muskler og blodkar, så en knogle blev blottet. At disse hændelser overhovedet finder sted, kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver, og man tør slet ikke tænke på de traumer, de måtte medføre. Kontrollen på skolerne synes tabt, men vindes tilbage!