Uden dyd

Problemet med Bachelorettes mænd er ikke, at de er bløde, men at de mangler dyd.

Det er vel symptomatisk for den kuriøse tid, vi lever i, at TV 2s realityserie Bachelorette har været et af årets mest debatskabende tv-programmer. Debattører som Anna Libak og Geeti Amiri har begge udtrykt deres bekymring over den bløde, feminine mandetype, der optræder i programmerne. En af deltagerne, Rasmus Andersen, har som respons i Weekendavisen udbedt sig, at man får lov til at være sig selv, også hvis det betyder at lave smykker, bage kage og tale om følelser.

Nuvel, jeg synes, at det virker fint også som mand at kunne tale om sine følelser og kende noget til, hvordan man bager kager. Mon ikke også, at både Libak og Amiri ville være enige heri?

Problemet er da heller ikke det, den bløde, feminine mandetype gør, men hvad han ikke gør. Inden for psykologien er man begyndt at tale mindre om maskuline og feminine træk og i stedet tale om instrumentelle (handlingsorienterede) og ekspressive (udtryksorienterede) karaktertræk. Et helstøbt menneske har tilegnet sig begge slags træk og besidder dermed en vis androgynitet.

Problemet er, at mandetypen fra Bachelorette i stadig mindre grad besidder de instrumentelle – eller klassisk maskuline – træk. Her kunne man så spørge, om disse mænd ikke bare skal have lov til at være sig selv. Det er jo ikke, fordi samfundet absolut skal udskamme mænd, der mangler instrumentelle karaktertræk. Rasmus Andersen behøver altså ikke at lave sig selv om for Libak og Amiris skyld.

Alligevel kan det være rimeligt at fremføre, at det er en reel karaktersvaghed at mangle sådanne træk. Også selvom en sådan dom over andres karakterer ikke er velset. Men alle måder at være menneske på kan vel være lige gode, eller hvad? Antikkens grækere og romere ville have grint ad en sådan tanke.

Ifølge Aristoteles var det højeste, et menneske kunne opnå, at besidde karakterdyder. Det vil sige, at man må besidde egenskaber som udholdenhed, barmhjertighed, tålmodighed og ydmyghed. Det er med andre ord ikke et problem, at man som mand laver perlearmbånd, men det er et problem, hvis ens interesse for perlearmbånd bliver så omfattende, at den bliver til mangel på dyd.

Dydsetikken, der fremfører dyderne som det højeste gode, er ikke på mode i vores kultur. Men den findes i høj grad som forskningsfelt takket være filosoffer som Philippa Foot (1920-2010), Rosalind Hursthouse (født 1943) og Alasdair MacIntyre (født 1929) som frontfigurerne. Også den så moderne positive psykologi bygger på dydsetikken.

Ifølge både Foot og Hursthouse er dyderne ikke alene en rar bonus for dem, der besidder dem. Dyder er de egenskaber, vi mennesker har brug for, hvis vi skal klare os godt gennem livet. Vi har brug for arbejdsomhed og udholdenhed for at bekæmpe modgang. Vi har brug for retfærdighedssans for at leve sammen. Vi har brug for kærlighed, loyalitet og håbefuldhed – og at kunne tale om følelser – for at fastholde bånd til venner, partnere og familie.

Nogle dyder er instrumentelle og således klassisk maskuline, men i sidste ende er alle dyder for alle til alle tider. Problemet med mændene i realityserien Bachelorette er, at de helt åbenlyst mangler visse af dem. Alle måder at være mand på er nemlig ikke lige gode. Den bedste måde at være mand på er at være dydig.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk