Kommentar. Findes der to biologiske køn? Hvis man svarer ja, risikerer man karrieren, anseelsen og sit mentale helbred.

Transjoken er den nye muhammed­tegning

Den i mange år mindst kontroversielle joke i Monty Pythons Life of Brian (1979) er i dag blevet den mest kontroversielle. Komikeren John Cleese står endnu fast, men er under pres for at stryge en scene i teateropsætningen ud fra den betragtning, at tiden er forbi, hvor man kunne joke med, at mænd ikke kan føde børn.

I filmen fortæller karakteren Stan, at han gerne vil kaldes Loretta og føde sine egne børn, og når andre karakterer gør ham opmærksom på, at det er biologisk umuligt, siger han: »Lad være med at undertrykke mig.«

Hvad der var sjovt for 40 år siden, er i dag usjovt. Og ikke bare usjovt, men potentielt farligt for folks karriere, anseelse og psykiske helbred. Tænk bare på de klyngebomber af had, som ramte J.K. Rowling, da hun tillod sig at fastslå, at der findes to biologiske køn – eller tænk på, hvordan professor Kathleen Stock blev fordrevet fra University of Sussex efter at have insisteret på, at vi fødes som enten mænd eller kvinder, og at omklædningsrum for kvinder ikke bør være tilgængelige for mænd, der føler sig som kvinder.

I tidens lgbt+-alfabetet er t klart det mest destabiliserende, og på få år er diskussionerne om kønsidentitet og transkønnethed blevet højeksplosive. Lad os dykke ned nogle af i dem.

FØRST EN ANEKDOTE. For nogle uger siden deltog jeg i en debat, hvor det blandt andet blev diskuteret, om offentligt ansatte skulle anføre deres personlige pronominer i mailsignaturen, altså om der ved siden af en titel som eksempelvis bibliotekar skulle stå han/ham, hun/hende eller de/dem. Det delte salen, og ikke overraskende viste der sig en generationskløft: De ældre kunne ikke se relevansen i at flage med deres kønsidentitet i en arbejdssammenhæng. Det kunne de fleste yngre til gengæld godt, og er man på LinkedIn, vil man vide, at pronominerne maser sig ind flere og flere steder.

Spørger man, hvorfor det er relevant, møder man hurtigt beskyldninger for privilegieblindhed og manglende omsorg for en minoritet, der ikke vil kaldes en minoritet, selv om der er tale om et absolut fåtal. Flertallet skal derfor underlægges formelle krav om pronominer, selvom det ret nemt kan aftales indbyrdes, hvis en person på arbejdspladsen foretrækker at blive benævnt de/dem.

Mere problematisk er spørgsmålet om, hvad vi stiller op med transkønnede i sport, hvor mænd, der har skiftet køn, skal konkurrere mod kvinder trods de indlysende styrkeforskelle. Hvad vi stiller op med kønsopdelte omklædningsrum i svømmehaller eller med fængsler, hvor dømte voldtægtsmænd kan skifte juridisk køn og insistere på at afsone i kvindeafdelingen.

Hvorfor er det kommet hertil? Måske fordi mange antager, at transspørgsmålet er en moderne udgave af homo-, kvinde og borgerrettighedsspørgsmålet. Man vil ikke stå på den forkerte side af historien.

Mest problematisk er diskussionen dog om børn og unge, der ønsker kønsskifte, og det skyldes dette: Hvis vi ikke kan udholde en 40 år gammel joke om Loretta eller debattere brugen af personlige pronominer uden beskyldninger om hensynsløshed og disrespekt for lige rettigheder, hvordan skal vi så kunne diskutere noget så komplekst og sårbart som et ungt menneskes oplevelse af kønsforvirring? Debatten har de seneste år vist, at enhver, der nævner ulemperne eller udtrykker bekymring over det at blive trans; enhver som formaster sig til at insistere på anatomiens kendsgerninger vil være i overhængende fare for at blive hængt ud som hadefuld transfob.

Konsekvensen bliver, at det eneste ikke-transpersoner kan gøre, er at tie stille eller nikke bekræftende. Medmindre de altså er villige til at sætte deres anseelse og karriere på spil.

Føromtalte Kathleen Stock blev for nylig inviteret til Oxford University for at holde tale, men flere studerende fik det så dårligt ved tanken, at ledelsen måtte tilbyde dem psykologhjælp. Tidligere har man aflyst foredrag med J.K. Rowling og Jordan B. Peterson efter massive protester, så det er da positivt, at man nu har besluttet sig for at føje ytringsfriheden fremfor en gruppe krænkede studerende.

OMVENDT FORHOLDER DET sig med teaterudgaven af Life of Brian, hvor den ligegyldige Loretta-scene pludselig er blevet central og potentielt katastrofal. Nogen kunne jo blive krænket, og mens man tidligere har forholdt sig liberalt til, at det samme kunne gøre sig gældende for kristne, der måske ikke fandt Jesus-parodien morsom, er der nu kommet andre boller på suppen. Transjokes er blevet de nye muhammedtegninger.

Men hvorfor er det kommet hertil? Måske fordi mange antager, at transpørgsmålet er en moderne udgave af homo-, kvinde- og borgerrettighedsspørgsmålet, og at man en dag vil se på dem, der ikke kritikløst applauderer ethvert tiltag og ommøblering af sproget, med lige så umilde øjne, som vi i dag ser på dem, der engang gik imod disse bevægelser.

Men man er ikke transfobisk, fordi man insisterer på, at transpersoner på linje med alle andre kan underlægges satirisk behandling, eller fordi man forholder sig til, at kun forsvindende få er født med tvetydige genitalier, altså som interkønnet. Resten er født som mand eller kvinde.

Det er – som beskrevet i denne avis' seneste kronik – en anatomisk kendsgerning, at der findes to biologiske køn, og at en velestimeret professor kan blive udsat for vedvarende intimidering for at fastslå noget så harmløst, er foruroligende.

Vi ser igen og igen, også i Danmark, at små, men ihærdigt aggressive grupper både forsøger at kapre den offentlige debat og at nedbryde de højere læreanstalters tradition for fri, kritisk tænkning, og det mest vanvittige er selvfølgelig, at de selv mener at repræsentere tolerance og noget så nobelt som kampen for lige rettigheder. Dog kun lige rettigheder for dem, de kan lide.

Engang forestillede Martin Luther King sig, at folk en dag ville blive defineret af deres karakter og ikke af køn, race eller hudfarve. Men udviklingen er jo gået den stik modsatte vej, og aldrig tidligere i historien har vi i den grad foretrukket at se solen stige op syd for navlen.

Kampen for lige rettigheder er ved at blive ledsaget af historiens største perspektivtab.