Weekendavisens Leny Malacinski skriver i kommentaren »Jeg, en kvinde«, at det undrer hende, hvordan Sundhedsstyrelsen kan beskrive køn som noget, der bliver tildelt ved fødslen. Malacinskis pointering af denne udbredte misforståelse, som også Sundhedsstyrelsen gør sig skyldig i, er helt korrekt.
Hun peger ligeledes på et centralt paradoks ved at problematisere de såkaldt radikale kønskrigeres argument om, at køn er en social konstruktion, samtidig med at de samme mennesker kan insistere på, at medicinsk eller kirurgisk kønsskifte netop er en nødvendighed for behandling af kønsdysfori.
Men Malacinskis egen argumentation holder heller ikke vand. Som speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri anser jeg hendes forestilling om, at man kan være »født i den forkerte krop«, som en forsimplet og alt for dualistisk forståelse af fænomenerne kønsidentitet og transkønnethed. En forståelse, der i mine øjne formentlig har fået alvorlige konsekvenser for nogle børn og unge.
Der findes kun to biologiske køn. Dette er et veldefineret videnskabeligt faktum og er accepteret af alle de biologiske videnskaber, inklusive lægevidenskaben. Køn er ikke noget, som tildeles ved fødslen, men bestemmes ved undfangelsen, det vil sige sammensmeltningen af æg- og sædcelle, og afgøres af, om sædcellen bærer et X- eller Y-kromosom. Da genotypen er så tydelig binær, er fænotypen det også – altså om du er biologisk kvinde (XX) eller mand (XY).
Hver eneste af kroppens celler bærer denne kodning og er afgørende for udviklingen af reproduktive organer, herunder anlæg til produktion af enten ægceller (kvinde) eller sædceller (mand). Dette er evident for alle pattedyr og har været det gennem de seneste 200 millioner år. Biologisk køn er således entydigt.
Nogle bruger forekomsten af forstyrrelser eller variationer i den biologiske kønsudvikling (DSD) på genetisk, hormonel eller anatomisk basis som argument for, at biologisk køn ikke er binært, altså at der findes interkøn. DSD dækker over en lang række tilstande uden klart defineret afgrænsning, og man ville stadig i langt de fleste tilfælde af DSD kunne klassificere personen som tilhørende enten det ene eller det andet køn.
Kønsidentitet er derimod et mere komplekst fænomen, og her findes endnu ikke en endeligt accepteret videnskabelig forklaringsmodel. Der er tale om et komplekst bio-psyko-socialt fænomen, som aldrig udelukkende er et spørgsmål om biologi. Dit biologiske køn influerer i meget høj grad på din kønsidentitet, mens din kønsidentitet omvendt ikke kan influere på dit biologiske køn. Kønsidentiteten skal snarere forstås som en udviklingsproces, der tager udgangspunkt i det biologiske køn, men som også til en vis grad formes og konsolideres gennem barndommen og ungdommen i en psyko-social kontekst.
Det er rigtigt, at fostret under graviditeten bliver hormonelt påvirket i varierende grad, og at der synes at være kønsspecifikke forskelle på hjernens udvikling. Dette er formentlig en medvirkende forklaring på blandt andet medfødt temperament, visse personlighedstræk samt seksuel orientering. Man kan altså godt være en pige/kvinde med maskuline træk og adfærd, men dette må betragtes som en naturlig variation og er altså ikke ensbetydende med, at man er fanget i den forkerte krop.
Dog synes netop sidstnævnte for tiden at være en anvendt forklaringsmodel for mange, især unge. På et mere overfladisk plan kan man godt sige, at antallet af kønsidentiteter teoretisk set kan være uendelige, da disse for tiden ofte beror på eller forveksles med flygtige subjektive følelser og behov for selvidentifikation som et socialt fænomen blandt unge.
Samtidig anerkender jeg, at nogle mennesker lider under en gennemgribende kronisk kønsdysfori, og at disse selvfølgelig skal have den rette hjælp. Seksuel orientering synes i højere grad at være biologisk funderet end de mere atypiske kønsidentiteter, og de to størrelser kan uanset hvad ikke kategoriseres som samme type fænomen.
Den såkaldt kønsbekræftende tilgang til behandling af kønsdysfori bygger således på en forsimplet dualistisk teori om, at kønsdysfori i høj grad skyldes, at ens medfødte »indre autentiske« køn er født i den forkerte krop. Dette har blandt andet ledt til den tro, at den bedste behandlingsform som udgangspunkt er en medicinsk og/eller kirurgisk modificering af kroppen.
Det viser sig derimod, at der kan være rigtig mange forskellige årsager til oplevelsen af kønsdysfori; årsager som det er meget væsentligt at differentiere imellem. Det kan være eksempelvis underliggende psykiatriske tilstande, tidligere traumer, midlertidige tilstande eller et præpubertært udtryk for senere homoseksuel orientering.
Særligt hos børn og unge, der befinder sig i en udviklingsproces, er årsagen til kønsdysfori umulig at fastslå med sikkerhed, hvorfor man ligeledes bør være ekstremt tilbageholdende med at intervenere medicinsk, da dette stadig er at betragte som en eksperimental behandlingsform med stor risiko for alvorlige bivirkninger og uden valid evidens for positive effekter. Derfor bør man, når det gælder børn og unge med kønsdysfori, udelukkende anvende en psykoterapeutisk og holistisk tilgang.
Dermed ikke sagt, at medicinsk eller kirurgisk kønsskiftebehandling ikke kan være det rigtige for nogle voksne, omend jeg kun vil anbefale det som en sidste udvej. Med forbehold for forskelle i danske og amerikanske forhold viser nyere undersøgelser således, at cirka 30 procent fortryder deres medicinske kønsskifte, også kaldet detransitionering.
Den forsimplede forestilling om, at man kan være født i den forkerte krop, som Malacinski giver ny næring i Weekendavisen, har formentlig været med til at øge risikoen for medicinske fejlbehandlinger af særligt børn og unge med kønsdysfori. Når det er sagt, kunne det da være interessant at høre Sundhedsstyrelsens argument for at betegne køn som noget, der bliver tildelt ved fødslen.
Lasse Sørensen er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri. Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
