Systemet er i stykker

Født i 1995 i overgangszonen mellem generationerne Y og Z er jeg vokset op med krisen som normaltilstand. Jeg er født i en analog verden, men voksede op med digitalisering. Jeg forsøger at balancere millennialoptimismen med Gen Z-realismen.

Efter Anden Verdenskrig valgte mange vestlige lande – herunder Danmark – at beskatte de rigeste hårdt for at genopbygge samfundet. Det skabte stærke velfærdsstater og bred økonomisk tryghed. Men da de generationer, der havde nydt godt af solidariteten, selv nåede økonomisk sikkerhed, begyndte beskatningen af de rigeste at falde.

Sagt på en anden måde: Da boomerne nåede toppen, begyndte de at pille stigen ned: Topskatten faldt, formuer slap nådigt, og idealet blev nu den individuelle frihed frem for fællesskabet. Formuerne blev koncentreret i toppen, og middelklassen skrumpede. Den fælles løftestang lignede nu mest en privat opstigning.

Generation X og de ældste millennials nåede akkurat med den sidste helikopter ud af 'Nam. Men tilbage står de unge – relativt fattigere end deres egne forældre på samme alder. For mange unge har reallønnen stået stille eller er endda faldet. Samtidig er priserne på livsnødvendigheder som bolig, transport og mad steget markant.

Studiegælden vokser, utrygheden stiger, og kravet om at præstere hurtigt er massivt. En lavere nettoformue giver mindre chance for at eje bolig, et større pres – økonomisk og mentalt – og mindre sikkerhed og mobilitet. Mange unge er vokset op med klimakrise, finanskriser og politisk kaos. Lønnen er lavere, loyaliteten fra virksomhederne mindre og meningen sværere og sværere at få øje på.

Vi fik at vide, at vi bare skulle »følge vores passion« – i et samfund, hvor passion er noget, man kan dyrke i fritiden, hvis ellers man har arvet en lejlighed. Vi skulle også opnå de højeste karakterer og læse os til en god uddannelse. Til gengæld fik vi så algoritmeoptimeret opmærksomhedsøkonomi, personlig dataudvinding, designervand, digital afhængighed og en stresskultur forklædt som frihed.

Frem voksede finansielle instrumenter uden forbindelse til den virkelige økonomi. Klimakrise. Sundhedskriser. Boligbobler.

De fleste i Generation Z har for længst fundet ud af, at systemet er et scam. For mange unge føles det således, som om spillereglerne er skæve, og at systemet er rigged. Og når tilliden falder, bliver uligheden ikke bare et økonomisk, men også et demokratisk problem.

Tradere tjener penge på at satse på, at den økonomiske ulighed ødelægger samfundsøkonomien. Banker og investeringsselskaber er så store og tæt integreret i den globale økonomi, at regeringer er nødt til at redde dem med skattekroner. En verden, hvor du, hvis du bare har spidse nok sko på, ikke skal bekymre dig om fængsel.

Tænk, hvis teknologien blev udviklet for at frigøre mennesker fra opslidende opgaver – i stedet for at presse produktiviteten op eller erstatte den arbejdskraft, der stadig har husleje og mad at betale? Tænk, hvis vi havde vægtet lighed, sundhed og teknologisk fremskridt for fællesskabets skyld højere end kortsigtet vækst?

Vi har valgt profit som et mål i sig selv. Vi har forvekslet midlet med målet; vi har ladet medicinalindustrien prioritere det, der kunne tjenes penge på – ikke det, der forbedrer livet for flest. Ladet arbejdsmarkedet bestemme, hvilke AI-løsninger der bliver udviklet – ikke hvad der ville give mennesker mere sundhed, tid eller mening.

Vi skabte vækst – men glemte at spørge til hvad nytte. Misforstå mig ikke. Jeg synes, kapitalisme er fedt. Men kapitalisme uden et loft skaber ulighed. Og lige nu lærer vi de unge, at hvis du taber i det kapitalistiske spil – et spil, som lige nu er sat på højeste sværhedsgrad – så er det din egen skyld.

Når de rigeste bliver rigere, skabes der ubalancer, der underminerer den økonomiske dynamik, den sociale sammenhængskraft og den demokratiske stabilitet. For høj ulighed svækker forbruget, tilliden og den sociale mobilitet. Jeg har ikke den perfekte strategi. Formueskat? Arveafgift? Eller måske en ekstra topskat? Måske er det ikke fair, det er i hvert fald ikke nemt. Men det er nødvendigt.

Inden længe er det ikke bare svært at konkurrere – det er umuligt. Jeg håber på en fremtid, hvor de absolut rigeste ikke længere kan akkumulere grænseløse milliarder. En fremtid med mere lighed og mindre ekstrem rigdom, flere penge til fælles goder og større livskvalitet for alle.

Vi kunne faktisk allerede have styrket fællesskabet, mindsket uligheden og flyttet fokus fra grådighed til meningsfuldhed. Men tillykke til eliten: I vandt kapitalismen. Spillet er slut nu.

Frederik Victor Nielsen er økonomiassistent.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.