NOGEN fælles forståelse, endsige aftale, kom der ikke ud af mødet i Washington, D.C. Selvfølgelig ikke. Det var utænkeligt, at de to mest fremtrædende mænd i Trump-administrationen, vicepræsident J.D. Vance og udenrigsminister og national sikkerhedsrådgiver Marco Rubio, ville undsige den præsident, som de begge efter sigende drømmer om at afløse. Og ganske forventeligt blev Trump da også få timer senere lokket til at sige, at han stadig har brug for Grønland. Alligevel kan mødet siges at være en succes for Danmark. Det lykkedes for udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen foran verdenspressen i Washington, D.C., at fremstå som den sødeste og mest imødekommende allierede, USA kunne ønske sig. Danmark vil gøre alt for USA, lige bortset fra at give slip på Grønland. Det er soft power, og det tæller, når man er i clinch med en amerikansk præsident, der går til politik som et realityshow. Men vigtigst var nu, at det lige akkurat forud for mødet lykkedes at få den grønlandske minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, til, i lighed med sin regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, at sige højt, at de gerne ville vedblive at være en del af Danmark. Det kunne amerikanerne ellers være i tvivl om, eftersom Motzfeldt få dage forinden havde ladet vide, at hun helst havde undværet Løkke Rasmussen i Washington, D.C. Da det statsretligt er Danmark, der fører udenrigs- og sikkerhedspolitikken, kunne udtalelsen bibringe amerikanerne det indtryk, at danskerne fuldstændig har mistet kontrollen. Heldigvis blev amerikanerne i 11. time bragt ud af den vildfarelse.

BØR det stå tindrende klart, at Trump vil fortsætte med at kræve Grønland og true med bål og brand, bør det stå lige så klart, at grønlænderne må holde op med at lyde, som om de gerne vil ud af Rigsfællesskabet. Ellers forstærkes det amerikanske pres. Man kan ikke udelukke, at nogle grønlandske politikere forestiller sig, at de kan bruge et fremtidigt amerikansk tilbud om at blive et formelt selvstændigt territorium under USA til at overtale Danmark til at reformere Rigsfællesskabet, så de i stedet kan blive selvstændige i en konføderation med Danmark. Den tidligere formand for regeringens sikkerhedspolitiske analysegruppe, ambassadør Michael Zilmer-Johns, har skitseret, hvordan en model kunne se ud med fælles kongehus og valuta for de tre ligeværdige nationer Danmark, Færøerne og Grønland. Landene skulle så afgøre deres fælles anliggender i et ministerråd og landsting med ligelig repræsentation og sammen stå for forsvar og suverænitetshåndhævelse i Arktis og Nordatlanten. Men er der helt ædrueligt nogen, der tror, at det ville betrygge Trump-administrationen, hvis Danmark lagde op til at gøre Grønland til et selvstændigt land med selvbestemmelse over sikkerheds- og udenrigspolitikken? Næppe. Og med god grund. Husk på, hvordan Færøerne lavede aftaler med det russiske svar på EU, Den Eurasiske Økonomiske Union, forud for Ukrainekrigen, og bemærk, at Færøerne for nylig forlængede fiskeriaftalen med Rusland og stadig lader ikkesanktionerede russiske skibe anløbe færøske havne.