I Danmark har vi under friskoleloven 14 Rudolf Steiner-skoler, der tilbyder op til 12 års undervisning. Fundamentet for skolerne er antroposofien, som den østrigske forfatter, pædagog og okkultist Rudolf Steiner udviklede i starten af forrige århundrede baseret på de åbenbaringer, der var strømmet til ham. Disse frit opfundne klarsyn førte til ideer om reinkarnation, spirituel udvikling, biodynamisk landbrug, kunst, gymnastik og et racistisk verdensbillede uden sidestykke i pædagogikkens historie.

»Hvis lyshårede og blåøjede mennesker uddør, vil den menneskelige race blive stadig dummere. (...) De stoffer, som lyse mennesker beholder i hjernen, anvender brun- og sorthårede mennesker til deres øjne og hår,« skrev Steiner.