Se op!

Jeg er skolelærer på en af de største skoler i Silkeborg Kommune, og jeg er generelt dybt bekymret ikke bare for eleverne i folkeskolen, men for børn og unge i det hele taget. I mit professionelle virke oplever jeg ofte, at forældre skammer sig over deres børns medie(for)brug og sjældent tør stå ved, hvor stor indflydelse dette egentlig har på deres familieliv.

Jeg oplever, at de fysiske, sociale fællesskaber er under pres, og jeg oplever en eksplosiv stigning i antallet af børn i mistrivsel. Store grupper af børn, der kun vil i klub de dage, hvor de må spille computer. En fiske- eller mountainbiketur har tre-fire tilmeldte, mens en gameraften trækker fulde huse. Flere elever gamer op til seks timer efter skoletid og er herudover på SoMe. Jeg oplever sågar børn, der bliver hjemme fra skole, fordi de hellere vil game. 

Særligt er det, når jeg møder børnene om morgenen på vej i skole. Det er ikke sjældent, at jeg kan gå den lange vej fra lærerværelset til min klasse uden at se et eneste barn i øjnene, eftersom de alle går med hovedet i deres telefoner. Når skoledagen er omme, flokkes de om det aflåste telefonskab, og så gentages scenariet. De vælter ud af bygningerne, alle med telefonen i hånden. Drengene skal hjem til Fortnite, pigerne til Instagram, TikTok og Snapchat.

Jeg ville ønske, at ovenstående blot var en sur gammel lærers observationer og et udtryk for irritation over den digitale udvikling. Men desværre er alle de kolleger, jeg har drøftet emnet med, af samme opfattelse. Det, synes jeg, er skræmmende, og derfor tror jeg, vi som fagpersoner er nødt til at tage bladet fra munden og i offentligheden nøgternt beskrive, hvad vi ser i den danske folkeskole anno 2024. Og det er ikke kønt!

Eksperters kommentarer om, at det ikke kan påvises, at børns skærmforbrug er skadeligt, eller at der ikke er evidens for sammenhængen mellem børns mistrivsel og deres skærmforbug, gør mig frustreret. For er det virkelig blevet sådan, at noget kun findes, hvis en anerkendt forsker har dokumenteret det?

Tillad mig at give et eksempel fra naturvidenskaben: I 1687 præsenterede Isaac Newton sin universelle tyngdelov, men det forholdt sig jo ikke sådan, at folk, før loven blev beskrevet, var i tvivl om, hvorvidt de ved en lidt for pludselig bevægelse ville lette fra jordoverfladen.

Jeg ville ønske, at jeg på et evidensbaseret grundlag kunne argumentere, men som far til fire orker jeg ikke at læse diverse undersøgelser i min søgen efter håndfaste beviser. Jeg har dog en klar mavefornemmelse og et væld af observationer, og nogle gange bør det måske være nok?

Jeg kender ingen, der med hånden på hjertet er tilfredse med deres eget eller familiens tidsforbrug på telefoner og sociale medier, så måske nogen burde gøre noget? Vi har ladet vores børn blive dybt afhængige, men selvom de fleste forældre kæmper en umulig kamp og går rundt med dårlig samvittighed, gør vi intet. Heller ikke selvom vi er vidner til noget, der mest af alt ligner afhængighed og kollektivt misbrug.

Jeg tror ikke på, at børnene bare skal lære at »administrere« deres forbrug, særligt ikke når selv forstandige voksne fejler i forsøget. Andre skadelige, usunde eller stærkt vanedannende produkter er underlagt restriktioner i form af aldersgrænser, så hvorfor ikke også smartphones? Jeg er med på, at jeg sætter tingene på spidsen, men min pointe står mejslet i sten: Vi har uden at tænke over det udsat en hel generation for et af historiens vildeste eksperimenter, som desværre ikke er gået helt, som vi håbede.

Jesper Ranch-Sørensen er skolelærer.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk