Ønsketænkning

TO væsentlige bidrag har den israelske historiker Benny Morris beriget debatten om Israel med. Det ene er bogen The Birth of the Palestinian Refugee Problem fra 1988, hvor han dokumenterede, at de 700.000 palæstinensere, der flygtede fra deres hjem i forbindelse med oprettelsen af staten Israel i 1947-48, ikke alle gjorde det af egen fri vilje. Det andet er et interview fra 2004, hvor han udtalte, at Israels første premierminister, Ben-Gurion, begik en fejl ved ikke at fordrive samtlige palæstinensere fra Middelhavet til Jordan-floden, når han allerede var i gang. »Min fornemmelse er, at dette sted ville have været roligere og have kendt til mindre lidelse, hvis det var blevet løst én gang for alle,« sagde Morris dengang. Den provokerende udtalelse vakte furore i historikerens venstreorienterede bagland. Men Morris udtrykte en længsel, som eksisterer blandt langt de fleste israelere, uanset hvilken politisk fløj de tilhører, og som går ud på, at palæstinenserne en dag vil forsvinde på mirakuløs vis og derved sætte en stopper for den hundrede år lange udmattelseskrig mellem de to stridende parter.

FOLK i Israel kunne derfor heller ikke tro deres egne ører, da præsident Trump denne uge præsenterede sin vision for fremtidens Gaza, som både indebar amerikansk ejerskab og deportation af områdets 1,8 millioner palæstinensere (hvad planen er for områdets øvrige 300.000 palæstinensiske indbyggere, fremgik ikke), alt sammen med det formål at skabe »Mellemøstens riviera«. Under pressemødet lignede Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, skiftevis en forvirret og eksalteret mand, men allerede dagen efter kaldte han planen »bemærkelsesværdig«. Det var på trods af, at Trumps folk efterfølgende forsøgte at inddæmme projektet ved at indikere, at USA ikke kommer til at bidrage til genopbygningen af Gazastriben i form af hverken mandskab eller penge, ligesom amerikanerne understregede, at der altså ikke er tale om en tvangsdeportation: Palæstinenserne bestemmer selv, om de vil rejse.