Netværkets karaktermord

Forleden blev jeg gjort opmærksom på en dansk hjemmeside med titlen »ikke-muslimsk-islam.dk«. Hjemmesiden har kun én artikel. Den handler om mig. Teksten er en oversættelse af en nylig publiceret engelsksproget artikel skrevet af en eller flere anonyme forfattere under et projekt kaldet The Bridge Initiative, der er associeret til Georgetown University. Dem vender jeg tilbage til.

Hjemmesiden »ikke-muslimsk-islam.dk« og dens tekst vil jeg beskrive som et velorkestreret og yderst up to date forsøg på at karaktermyrde mig som forsker og ansat på Københavns Universitet. Den indeholder stærkt fordrejede og falske læsninger om mig og mit virke som forsker og forskningsformidler. Endelig indeholder den oplysninger om en ph.d.-studerende, som efter min bedste overbevisning må være fortrolige.

Mere overordnet handler dette forsøg på akademisk karaktermord om at delegitimere og mistænkeliggøre religionskritisk forskning som en form for racisme. Konkret vil det sige, at kritisk og ikkeapologetisk islamforskning og formidling meget let bliver kategoriseret som højreaktivistisk og islamofobisk – hvilket jeg da også anklages for af tekstens anonyme forfattere (de hævder blandt andet, at jeg sympatiserer med Rasmus Paludan, og deres artikel indgår som del af et større »forskningsprojekt« om islamofobi i Europa).

Et centralt middel til at gennemføre dette karaktermord på mig er begrebet »ikkemuslimsk islam«. Som hjemmesiden også selv anfører, er det et begreb, der er opfundet af islamforsker Jesper Petersen. Petersen, der har modtaget en fornem forskningsbevilling til at undersøge sit eget begreb, præsenterer det i lægmandsform som »produktioner af islam som ikke inkluderer troen på Allah, og som oftest produceres af ikkemuslimer«. Andetsteds uddyber Petersen, at ikkemuslimsk islam finder sted, når ikkemuslimer »fremsætter deres egne islamfortolkninger, mens de devaluerer eller underkender muslimers fortolkninger«.

I mine øjne risikerer begrebet at underminere tilliden til (ikkemuslimske) forskeres evne til at producere og formidle viden, der er en realistisk og – til tider – kritisk gengivelse af virkeligheden. I stedet forvandles forskning til et spørgsmål om identitet og perspektiv. Konkret: Er jeg muslim eller ikkemuslim? Vil mine analyser sætte kritiske og ubekvemme spørgsmålstegn ved de troendes egen identitetsfortællinger og perspektiver?

Videnskabsteoretisk og filosofisk kunne jeg sige meget om dette begreb, men det vil jeg afholde mig fra for nuværende. Faktum er, at Petersen lige siden sin lancering af begrebet har anvendt mig som en illustrerende case for denne kritisable praksis. Det har han gjort på SoMe, i den trykte presse og i en international forskningsartikel, som hjemmesiden også refererer til.

Det er svært ikke straks at gå i defensiven og tilbagevise alle hjemmesidens forskellige manipulationer og fordrejninger, men for nuværende sætter jeg min lid til universitetets dømmekraft gennem årene. For ikke at tale om offentlighedens, som jeg i snart mange år har henvendt mig til i formidling og debat om islam.

For mig er det vigtige lige nu at gøre offentligheden opmærksom på, hvad det er, der foregår i kulisserne og i dele af forskningsmiljøet – og hvilken betydning det kan få for standardkritisk islamforskning. For det stopper desværre ikke her.

For som jeg tidligere nævnte, er hjemmesiden en oversættelse af en amerikansk universitetshjemmeside ved navn The Bridge Initiative. Den hjemmeside hører under det fornemme amerikanske Georgetown University, hvor man arbejder med oplysning om islamofobi. The Bridge Initiative inkluderer blandt andet såkaldte fact sheets om folk med islamofobiske agendaer. Her er jeg så indrulleret i en slags hall of shame, hvor også særdeles anerkendte forskere figurerer. Eksempelvis den svenske islamisme- og terrorforsker Magnus Ranstorp og den italienske forsker Lorenzo Vidino, der også er en stor kender af Det Muslimske Broderskab. Deres synd er tilsyneladende, at de har bedrevet yderst kompetent og kritisk forskning, som efter min bedste overbevisning ikke er islamofobisk, selvom de bliver beskyldt for det. De har derimod – som mig – gjort sig skyldige i ikkemuslimsk forskning af fænomener, mennesker og organisationer, der er dybt impliceret i nutidig islam.

Bridgeinitiativet er ledet af en kendt islamprofessor, John Esposito, der har ledet et stort saudisk finansieret islamforskningscenter på Georgetown. De(n) anonyme skribent(er) undlader da heller ikke at nævne, at jeg engang har ladet en kritisk bemærkning falde om deres direktør, nemlig Espositos fremstilling af jihadbegrebet, der af adskillige andre islamforskere også er blevet anholdt som en omgang ahistorisk skønmaleri.

Islamofobianklagen er selvfølgelig grundløs, men den er i de senere år blevet brugt som et våben til at forstumme eller beklikke folk og fæ – inklusive forskere som mig. Tillad mig at slå fast: Kritisk forskning eller formidling af kritisk forskning er ikke islamofobisk, men er udtryk for kritisk tænkning og dét, man inden for videnskabsteori kalder for systematiseret skepsis.

Bridgeinitiativet og Esposito kender næppe til mit dansksprogede virke i Danmark – eller min internationale forskning for så vidt. Så det har med stor sandsynlighed været hjemlige, entreprenante informanter, der har plæderet for min case. Én eller flere informanter, der virkelig er inde i sagerne, selv de nyeste forhold fra sidste måned. Og forhold, jeg opfattede som fortrolige, eksempelvis ph.d.-bedømmelser. Informanterne kan i sagens natur være alle mulige, da kilderne er åbne. Men de er uigennemskuelige for mig.

Hvilke implikationer denne internationale hjemmeside vil have for mine relationer til det internationale forskningsmiljø (heraf en del i USA og Storbritannien), tør jeg ikke spå om. Jeg frygter selvfølgelig, at nogle miljøer vil tænke, at der ikke går røg uden en brand – det må tiden vise.

Jeg bliver nødt til at gentage, at det desværre ikke stopper her. Jeg er netop også blevet orienteret om, at mit fact sheet cirkuleres blandt hjemlige forskere og andet godtfolk på de sociale medier, hvor jeg beskrives som en problematisk »(højre) fløjaktivistisk dansk ‘forsker’« (PS: Det er almindeligt for mig, at min forsker- og professortitel vrængende sættes i gåseøjne for at indikere, at jeg er pseudoforsker/professor). Her er der så likes fra flere forholdsvis nære danske kolleger og sågar en hjerteemoji fra en norsk professor inden for islam- og mellemøstfeltet. Jeg skal måske bemærke, at der er tale om forskere, jeg ellers respekterer dybt inden for deres specialer, og jeg har ikke haft konflikter med dem – så vidt jeg ved.

Ikke overraskende er der også i runddelingerne begejstrede reaktioner fra nogle muslimer, blandt andre folk med tilknytning til Islamisk Trossamfund. Foranlediget af min forskerkollegas opslag spørges der i en tråd: »Hvem kan søge aktindsigt i hans ansættelse?«

Ud over at jeg tidligere har oplevet, at min arbejdsgiver har modtaget en formel klage over mig (som blev afvist som åbenlyst grundløs), har jeg for nylig også måttet lægge ryg til, at der er blevet søgt aktindsigt i mine ansættelsesforhold – som om universitetet og jeg har gjort os skyldige i noget forkert.

Således modtog min arbejdsgiver i april måned en aktindsigtsanmodning fra en journalist fra Ekstra Bladets kriminalredaktion. Anmodningen blev afvist. Ud over det groteske i at blive undersøgt af Ekstra Bladets kriminalreportere undrer jeg mig også over, hvorfor de overhovedet har fattet interesse for mit virke – professoransættelser plejer ikke at være standardstof i avisen. Hvem har mon tippet avisen med miskrediterende hensigt?

Heldigvis føler jeg mig ikke helt alene. For et par år siden blev jeg af Københavns Universitets Praksisudvalg inviteret til at fortælle om mine personlige erfaringer med at være forsker i et kontroversielt felt. Praksisudvalget tager sig af sager om videnskabelig uredelighed eller tvivlsom forskningspraksis, men afholder altså også arrangementer om forskningsrelevante emner. Jeg var glad for, at der var kolleger, som havde en fornemmelse af, at jeg måske kunne være et sted, hvor det var omkostningsfuldt at forske og orientere og formidle om forskning. Lige p.t. er Videnskabernes Selskab også på vej med en udgivelse, hvor jeg sammen med forskere og mediefolk som Weekendavisens Martin Krasnik og Politikens Lotte Folke Kaarsholm skriver om dét at være i et ofte kontroversielt krydsfelt af forskning og engagerende formidling.

Samtidig kan jeg med en vis fortrøstning konstatere, at jeg på trods af årtiers beklikkelse og personangreb altid har oplevet, at det overordnede universitetssystem har haft min ryg og vurderet mig egnet på saglige kriterier. Jeg er ikke lige så stille blevet erklæret persona non grata i systemet, men har tværtimod fået megen opbakning fra såvel ledelse som mange kolleger.

Baggrunden for min beretning her er de nævnte hjemmesider og fact sheets, deres modtagelse og kolportering på SoMe (og sikkert også bagom på andre platforme, som jeg ikke er bekendt med). Det er på sin plads, at kolleger kritiserer hinanden fagligt, også på den hårde måde, men det er mig bekendt de færreste, der får lavet dubiøse hjemmesider om sig i ind- og udland, som herefter anprises som »vigtig« og »grundig« i dele af forskermiljøet. Det er desværre blevet vilkårene for mit forskervirke – og mit privatliv.

For det stopper desværre heller ikke her. Foruden forsøg på karaktermord må jeg på grund af min forskning og formidling også leve med en dødstrussel, som er under behandling i retssystemet.

Det siger sig selv, at det er grænseoverskridende at skulle forholde sig til sådanne vilkår som forsker og formidler, ligesom det er grænseoverskridende at melde offentligt ud om disse forhold. Men nu er det hermed gjort.

Thomas Hoffmann er ph.d. og professor i islamisk teologi på Københavns Universitet