2020erne er præget af epidemier, cyberangreb og pludselige krige, som giver næring til spekulationer om, hvad mon det næste bliver? Det ses også på bogfronten, hvor tyske Carlo Masalas fiktive fremtidsscenario Hvis Rusland vinder – om et angreb på NATO i 2028 – er blevet en international bestseller.

Nu har en anden tysk forsker, Andreas Fulda, udgivet en bog med et parallelt fiktivt scenario: Hvis Kina vinder. Her tager den 49-årige kinaekspert fat på den ulmende konflikt mellem Kina og Taiwan, og han forestiller sig, at mægtige kommunistiske Kina meget vel kunne finde på at angribe lille demokratiske Taiwan.