Rød front. Mette Frederiksen har en plan for, hvordan hun vil vinde valget. Og en del af svaret findes i nytårstalen, hvor »gamle Mette« vendte tilbage, skriver politisk kommentator.
Mette vender hjem
Dagen før nytår bragte TV 2 Fyn en dramatisk lokal historie, der desværre er alt for illustrativ for de geografiske skel i Danmark: »Mand døde af hjertestop – ambulance brugte 55 minutter på at nå frem,« lød overskriften. »Den dag i juli var tre ambulancer og en akutbil sendt til andre akutte opkald stort set samtidig. Og fire ambulancer på Fyn var ude af drift på samme tid, hvilket efterlod den nødlidende mand på Langeland med hjælpen alt for langt uden for rækkevidde,« forklarer TV 2 Fyn, der har fået adgang til en intern orientering.

Den tragiske sag er illustrativ for splittelsen mellem land og by, som ikke alene handler om retfærdighed, men i værste fald om liv og død. Der er derfor masser at tage fat på for statsminister Mette Frederiksen. Det er der også af strategiske grunde. Næste valg afgøres med al sandsynlighed af de vælgergrupper, der befinder sig i krydsfeltet mellem Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne. Det ved de i den socialdemokratiske top – og de har også en plan for, hvordan de vil vinde de tabte vælgere tilbage til det kriseramte parti.
Del:


